Nominerede til Danish Beauty Award 2012 - og Pudderdåsernes egen liste

Basis hudpleje rutine for alle

Jeg tror, der hersker en del forvirring om, hvordan man egentlig skal pleje sin hud. Og jeg vil prøve her at bidrage lidt til den totale forvirring med mit bud. Men først vil jeg gerne citere min mands onkel, som er pensioneret hudlæge. Han forstår ikke helt, hvad jeg egentlig laver, tror jeg, men når jeg begynder at snakke om hudplejeprodukter, så kommer hans kæphest frem.

Så snakker han om alle de kvinder, der kom til ham med diverse problemer, og når han så spurgte dem, hvad de brugte på deres hud, så havde de alle en kæmpe pose fuld med produkter, de brugte hver dag. Han selv har aldrig brugt andet end en ganske almindelig billig fugtighedscreme fra apoteket (han har i øvrigt virkelig pæn hud i dag trods hans høje alder).

Jeg er selvfølgelig ikke helt enig med ham, for der er sket så meget de seneste år. Og kosmetiske hudplejeprodukter byder på virkelig mange gode muligheder for din hud. Og en del af disse er netop hentet fra dermatologien. BHA peeling er for eksempel et lægemiddel også – bare i højere koncentrationer. Her er mit bud på relevante trin i et hudplejeritual. Det er IKKE obligatoriske skridt allesammen. Meningen er, at du kan vælge mellem dem, der passer til dig.

1. Rens
Dette er sådan set det eneste obligatoriske skridt for alle. Huden skal renses og gammel makeup skal væk. Læs om mine yndlingsansigtsrens her.

2. Eksfolier
At fjerne døde hudceller og andet skidt fra huden er en vigtig del af hudplejen, især hvis du har akne, hudorme, forstørrede porer eller rynker og solskadet hud. Hvordan du vælger at eksfoliere gør hele forskellen. Gammeldags skrubbecreme med små partikler i der mekanisk skrubber huden er udemærket, hvis de er fine nok og milde, men en creme med en mild kemisk eksfoliering er klart at foretrække. Læs mere om AHA og BHA her.

3. Special produkter
Har du et særligt behov, så er det her, du kan tilføje et produkt til det. Det kan være et anti-age serum, et produkt til at lysne pigmentering med eller en akne behandling. I forhold til akne, så kender jeg kun et produkt (udover de førnævnte kemiske peelinger) der rent faktisk virker og som kan købes uden recept, og det er Basiron, som er et lægemiddel i håndkøb. Jeg kender ikke noget kosmetik, der virker. Akne er en hudsygdom og bør behandles med lægemidler. Jeg har skrevet lidt her for længe siden og arbejder på en opdateret version.

4. Fugt
Lad mig lige slå en tyk pæl gennem myten om at alle skal bruge creme. Hvis din hud er fedtet i forvejen, og du føler, at den bliver mere fedtet af at bruge creme, så drop det! Creme er ikke en livsnødvendighed, det er et produkt, nogen vil sælge til dig. Alle os andre har her et utal af valgmuligheder. Der er billige og enkle cremer, der bare fugter huden (der er også dyre af den slags…). Og der er specielle cremer med ingredienser, der kan det samme, som de specialprodukter, jeg talte om før (og de findes både billige og dyre). Det er meget individuelt, hvad du har lyst og økonomi til at vælge. Og nej, dyre cremer er ikke bedre nødvendigvis end de billige.

5. Solbeskyttelse (om dagen)
Det her skridt kommer selvfølgelig kun ind om dagen. Måske har du kun en creme der både giver dig fugt og solfaktor. Måske er du ligesom mig en tør kiks, der skal have mange lag. Men husk solfaktor om dagen!

Og jeg gentager lige: Det er ikke fem obligatoriske trin. Jeg bruger ikke selv alle fem hele tiden nødvendigvis. Det er ment som overordnet inspiration, I kan bruge som vejledning og selv trække fra og lægge til.

Hvor er skintonicen?
En skintonic indeholder typisk den samme palette af ingredienser som en creme eller et serum, bare i en anden konsistens. Der er intet i den, der kan lukke dine porer eller hvad de ellers siger (med mindre der, gud forbyde det, er alkohol i). Der er mange rigtig gode skintonics, men det er ikke nødvendigt. Hvis du har en, der gør noget godt for din hud, så hold endelig fast i den. Hvis du har fedtet hud, vil du måske hellere bruge en god skintonic end en creme, og få de gode ingredienser derigennem.

Hvor er maskerne?
Det er ikke det, du gør en eller to gange om ugen, der har betydning for din hud. Det er det, du gør dagligt. Hvis du er god ved din hud hver dag, så er det vigtigst. Der findes groft sagt to slags masker. For det første dem der absorberer fedt, som for eksempel mudderbaserede masker. De er gode hvis du har fedtet hud. De gør ikke andet end at fjerne det lag fedt, der ligger på din hud. Men det gør de også. Så findes der en række fugtmasker, de er typisk bare en fed fugtighedscreme. Brug dem en gang i mellem – eller dagligt som creme – hvis du kan lide dem. Men de er ikke så pokkers anderledes fra en tyk creme.

Hvordan plejer du din hud?

69 kommentarer

  • Simone

    Spændende læsning :) Jeg har i perioder lidt af akne og har også prøvet Basiron, som rent faktisk virkede. Jeg var dog nødt til at stoppe behandlingen, da den var alt for skrap for min hud og gav mig afsindig tør hud og udslæt også selvom, jeg brugte den sjældnere end anbefalet.
    Man hører mange dårlige ting om Clinique bl.a. fordi mange af deres produkter indeholder alkohol, men for mig har deres Anti-Blemish Solutions-serie været fantastisk. Jeg kan stadig få udbrud, men de er ikke så hyppige og voldsomme og går hurtigere over. Jeg er generelt meget skeptisk over for den slags produkter og er ærligt talt ikke klar over, hvorfor det virker for mig. Men det virker :) Det er sikkert meget individuelt, hvad der egentlig fungerer, men jeg er nødt til at slå et slag for Cliniques system, da det har hjulpet mig meget. Det ville dog være skønt med et lidt billigere alternativ, så hvis nogen ligger inde med den slags viden…?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Spændende at høre Simone. Hvilke produkter i deres blemish-serie brugte du? Så skal jeg prøve at se på det. Faktisk indeholder Cliniques akne serie i USA et produkt (flere måske?) med samme stof som Basiron, nemlig Benzoylperoxid. Det må de bare ikke i Europa, da det her er et lægemiddel. :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Simone

      Hej igen Katja og tak for svar!

      Jeg bruger skintonic og fugtighedscreme fra serien. Inden dette renser jeg huden med Neutrals ansigtsvask. Jeres varme omtale fik mig til at prøve den og jeg kan kun tilslutte mig opfattelsen. Less is more for mit vedkommende når det handler om den slags, hvilket jo også var derfor, jeg ligesom Nadia blev overrasket over, at Clinique-serien rent faktisk havde en effekt.
      Hvis jeg skulle være så heldig at komme til USA i nærmeste fremtid, vil jeg da prøve den amerikanske version. Måske kan jeg tåle benzoylperoxid i den sammenhæng…? Så tak for info :)
      Derudover har det nok også haft en effekt, at jeg er begyndt at bruge løst mineralpudder som foundation. Ingen fedtet hud, heller ikke sidst på dagen :)
      Men for en god ordens skyld, skal det også lige nævnes, at Clinique-serien også virkede, da jeg brugte flydende foundation.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nadia

      @simone: Jeg kan også tale varmt om disse produkter. Jeg startede med at bruge cliniques Anti-Blemish Solutions serie for 2½ måned siden, imod uren hud. I starten var jeg skeptisk da jeg ikke synes jeg kunne se forskel, men nu efter noget tid kan jeg se en tydelig forskel. Jeg har meget færre urenheder og når jeg endelig får en bums i ny og næ, så er det slet ikke så slem som den plejer og forsvinder meget hurtigere. Så også en varm anbefaling herfra.
      Til info bruger jeg: Cleansing foam til at rense, Clarifying lotion til at eksfoliere og til sidst Clearing moisturizer som creme – alle 3 fra “Anti blemish solution” serien.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Hej piger! Skøn blog. Jeg har lige et par spørgsmål.

    Der hvor du skriver om skintonic, og at det ikke kan lukke dine porer.. Er der bevis for det? Jeg kan bare ikke helt forstå det, når samtligt kosmetologer jeg har snakket med siger, at skintonic rent faktisk lukker dine porer.

    Desuden kan jeg ikke forstå når du skriver, at man egentlig ikke behøver at bruge creme.. Det lyder lidt mærkeligt og pludseligt, når man jo er vant til at skulle bruge dagcreme osv., og få fortalt, at det er rigtig godt og nødvendigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Jeg ved godt, at de siger det. Men jeg bedømmer et produkt på dets ingredienser og den videnskabelige dokumentation, der findes i litteraturen. Og der findes ikke en eneste ingrediens, jeg endnu har set i en skintonic, som kan “lukke” porerne. Hvad det så end skulle betyde, vi vil jo gerne have porerne, og de udskiller det, de skal. De er der jo af en grund.

      Hvis du har tør hud og har behov for creme, skal du selvfølgelig bruge creme. Langt de fleste mennesker har behov for creme. Men creme er i bund og grund en tilførsel af fedt til huden. Og hvis du har meget fedtet hud i forvejen, så kan der være god grund til at overveje andre måder.

      Men ja, jeg siger temmelig ofte det modsatte af kosmetologer, salgspersonale og andre fra industrien :-)

      Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Else

    Halløjsa Katja:)

    Jeg undrer mig også over brugen af alkohol i hudplejeprodukter. Jeg har især set det i skin tonics, rense- og ansigtsvandprodukter, her er de ofte tilføjet fordi de skal virke ‘sammentrækkende og rensende’. Skrækeksemplet er Make-Up Store’s Mixing Liquid, iiirrk, hvordan kan de mene at man skal bruge sprit lige ved øjnene??? For i min bog er alkohol altså også noget kraftigt og udtørrende stads, som skal bruges med måde (efterlever det måske ikke altid når det gælder indenbords, hø-hø).
    Body Shop har for nylig lanceret et såkaldt Drops of Youth serum, som er blevet vel modtaget nogle steder i den svenske blogsfære. Jeg skrev en kommentar til en af dem, Makeupoholic på wordpress, idet hun omtalte serumet ganske rosende, og spurgte hvordan serummet kunne være god for huden, da 2.(!) ingrediens er denat. alcohol, altså sprit. Det spurgte hun så Body Shop om og fik følgende floskelsvar:
    “When used pure on skin, alcohol can dry out and tear skin, you’re right. In our Drops of Youth formula, we blended several ingredients (alcohol is one of them, to bring freshness) to get a final product that is totally gentle to skin. The final formula was tested under dermatological control, which has validated its gentleness to skin.” Så der mangler altså stadig en forklaring på hvordan det kan være et plejende og fugtgivende produkt..

    Er det mig, der er helt galt afmarcheret når jeg betragter sprit primært som en konserverende/desinficerende ingrediens? Eller eksisterer der en ingrediens, der kan udligne sprittens skrappe og udtørrende virkning, eller ingredienser hvis egenskaber kun tages frem af sprit? Måske er jeg bare for skeptisk når det gælder muligheden for at alkohol i hudplejeprodukter kan have en gavnlig virkning? Måske skulle jeg drikke mig en genstand i solen og nyde vejret istedet for at gruble så meget og håbe at du kan gøre mig lidt klogere?;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Else, jeg vil altid anbefale at tage en genstand i solen. Den slags er alkohol godt til.

      Men derudover skal det bare holde sig langt væk fra hudplejeprodukter. Jeg er absolut 100% enig i det, du skriver. Hvis det står indenfor de først 3 ingredienser i listen, så er indholdet så stort, at det kan skabe de problemer, du nævner.

      Ofte optræder alkohol også i meget små mængder langt nede på ingredienslisten. Og så er det helt fint. Men som i Jurliques skintonic fx. på plads nummer 2: NEJ TAK!

      (Ps. Jeg bruger selv Mixing Liquid. Det er jo et specialprodukt, jeg kun bruger, når jeg skal have fæstnet glimmer. Jeg tvivler på, at det kan laves i en hudvenlig version.)

      Men vi er absolut enige! Alkohol skal drikkes, ikke smøres på ;-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Else

      Tuuusind tak for svaret, så er det ikke bare mig der er galt afmarcheret og gør ret i at ikke tage floskelsvar for gode varer! Vil tro at Drops of Youth er for folk med hud, der er rimelig hardcore, eller bare ikke er bange for den længervarende effekt…

      Ang. Mixing Liquid, så kan jeg kun anbefale dig at droppe den (hey, din hud ved øjnene er altså pænt tynd og mere sart end andetsteds i fjæset) til fordel for ganske almindelig vandbaseret glidecreme -det er FORRYGENDE til glimmermake-up’er. Not kidding! Folk kan godt finde på at kigge lidt underligt på én når man har en tube blandt sit make-up gear, men ellers kan man også score nogle færdig små… øøøh, hvad skal jeg kalde dem, jo: ‘engangsportionspakker’ glidecreme på diverse bøssebarer, de er sgu meget handy og fylder ingenting:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Det med glidecremen må jeg vist lige udspørge Helene om. :-)

      Og nej! Vi er helt helt helt enige!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Hej,

    det der kemisk peeling, er det noget man skal smøre sin hud med hver dag? Fungerer det som en dagcreme eller skal det renses af når det er smurt på?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      De fungerer som en creme du skal smøre på hver dag, og det skal IKKE renses af. Prøv at læse indlægget jeg linker til. Det forklarer det grundigere :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pernille

      Hej Katja,
      Jeg døjer meget med fedtet hud (som i meget) og det er jo virkelig et problem når man gerne vil bruge makeup, men det så kun holder en halv dag fordi jeg er nødt til at duppe mit ansigt mange gange for ikke at ligne en fedtemad i ansigtet.
      Jeg har nu brug jeres AHA serum i en måneds tid, men synes ikke rigtig jeg ser en forskel. Er det overhoved godt at bruge den til fedtet hud, eller er der et andet produkt jeg hellere bør kigge på? Er det det i kalder en kemisk peeling?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Pernille
      Nej, det er ikke hensigtsmæssigt at bruge AHA Serum til en fedtet hud, syren kan simpelthen ikke trænge igennem… T-Zone Peeling derimod kan trænge igennem og regulere talgproduktionen over tid. Har du prøvet vores Alt i en Beskyttelse? Det er den eneste creme, der kan holde min T-zone mat. Både T-Zone Peeling og AHA Serum er kemisk peeling/eksfoliering, og ingen af dem skal altså ikke vaskes af, men derimod bruges som creme på ren hud.
      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej piger. Super god artikel, hvor er det fedt med jeres tilgang til kosmetik – at den bygger på videnskablig evidens og artikler. Jeg har da også altid troet, at jeg skulle bruge skintonic, for det siger alle jo! Og kan også godt lidt følelsen af den friskhed, man får efter et lille sprøjt af Jurliques Rosewater Balacing Mist, men hvis det egentlig ikke gør noget for mig, så er der vel ingen grund? – så kan man jo ligeså godt spare de penge. Lone

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Absolut! Især den du nævner. Den er mest alkohol og parfume.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg bliver nødt til at sige, at jeg som kosmetolog bliver lidt chokeret når jeg læsere det i skriver om tonic.. Tonic kan bestemt ikke erstatte en creme og der findes naturligt indgredienser(ikke alkohol) som kan få din hun til at trække sig sammen og føles frisk.. Så kan desværre ikke give jer ret i det i skriver denne gang..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Hvad er det for ingredienser Maria? Dem vil jeg meget gerne høre om.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria

      Mynte kan blandt andet have den effekt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Det er ikke en dokumenteret effekt i hvert fald, der er lavet videnskabelige studier af. Og det er vores kriterie for at anprise noget: At der er uafhænig videnskabelig publiceret videnskabelig forskning bag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Må der ikke være alkohol i skintonic?! Hvorfor ikke?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Vi fraråder altid større mængder alkohol i hudplejeprodukter, fordi det udtørrer og irriterer huden. Der er enkelte, der siger, at deres hud har gavn af det, og så skal de da endelig blive ved. Men alkohol er generelt ikke godt for huden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria

      Alkohol udtørre huden

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Hej Pudderdåser!

    For det første vil jeg bare lige sige 1000 tak for en god og ærlig beauty-blog. Dem mangler der flere af rundt omkring. :-) Jeg besøger jeres side dagligt, og finder altid en masse god inspiration og oplysning herinde.

    Når dét er sagt, har jeg et spørgsmål, som jeg håber, I kan svare på: Jeg er en 17årig pige, der altid har passet meget godt på min hud. Jeg fjerner make-up og renser huden hver dag, hvorefter jeg giver min hud en masse fugt. Jeg har brugt samme renserutine i godt og vel halvandet år efterhånden, og det har altid fungeret uden problemer. Jeg har normalvis meget fin og ren hud, men på et tidspunkt hver måned oplever jeg få urenheder og bumser – jeg tænker, at det kan have noget at gøre med ændret hormonbalance i kroppen? For to ugers tid siden begyndte disse urenheder at dukke op, men jeg tænkte ikke nærmere over det, da det virkede ret normalt. Men nu, lidt over to uger efter, er urenhederne ikke forsvundet, som de plejer – og der er endda kommet flere til. Især i t-zonen (hovedsageligt i panden) har jeg efterhånden fået en del urenheder, i hvert fald i forhold til, hvad jeg er vant til. Det går mig meget på, fordi jeg føler, at jeg passer godt på min hud, og jeg har svært ved at finde grunden til “udbruddet”, da jeg ikke har ændret noget i mine vaner, der umiddelbart har indflydelse på dét.. Da det efter min mening ikke er tenderende til akne, vil jeg ikke gå til min læge – Og måske er det i virkeligheden en total overreaktion, at jeg er så frustreret, men jeg er bare vant til at have flot og ren hud.
    Så vidt jeg kan læse udfra denne basis hudpleje rutine er dét, jeg mangler i min rutine, en form for eksfoliering af huden – kan dette være med til at afhjælpe mit problem med urenheder? Jeg har læst indlægget om kemisk peeling, men umiddelbart lyder det ikke som noget, der kan hjælpe på problemet. Jeg tænker mere, at det kan være en eksfolierende lotion, jeg har brug for – Er der noget i den stil, I kan anbefale? Eller er det slet ikke i det “trin”, at jeg skal kigge efter en løsning?
    Jeg håber, at I har tid til at hjælpe mig og anbefale en mulig løsning. Undskyld hvis kommentaren blev lang og uoverskuelig – jeg håber, det er nogenlunde til at finde rundt i. :-)
    Hilsen Thea.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Klart ja! til begge dine spørgsmål.

      At rense huden behandler ikke bumser som sådan. Det er selvfølgelig en vigtig forudsætning, men du har brug for en eksfoliering, der bliver siddende på huden. Kig i linket om syre eksfoliering, jeg anbefaler flere.

      Akne er primært styret af hormoner. Så hvis du pludselig oplever akne er det vigtigt at se på, om du er startet eller stoppet på p-piller eller anden hormonel prævention eller andre hormoner? Har man været gravid, ammet eller lignende.

      Derudover så vil jeg sige igen: Hvis du oplever generende akne, så er det en opgave for din læge. Gå til lægen og få behandling der. Det er medicinske cremer, der virker. Ikke kosmetik.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Hej med jer

    Jeg har altids været bange for at gøre noget anderledes end jeg plejer eller skifte produkter, fordi jeg tror at så bliver min hud endnu værre end den er nu.

    Jeg har uren hud, og er pt. i behandling med piller hos min læge. Umiddelbart skal jeg have nogen der er stærker fordi de ikke går væk.
    Jeg har ikke akne som sådan, men det har jeg haft for mange år tilbage, så jeg er bare bange for at det kommer igen hvis det ikke bliver løst nu.

    Pt. bruger jeg Cliniuqes 3 step system til hudtype 3. Og det har jeg brugt igennem mange år.

    Har I nogen ideer til et andet mærke eller produkter jeg kan prøve?
    Det skal siges at jeg ikke så godt tåler parfume i hovedet, hvorfor der helst ikke skal være så meget parfume i, helst uden!

    Knus :O)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Hvordan virker Clinique for dig? Er du glad for det? Som jeg siger: If it work’s, don’t fix it.

      Der er rigtigt gode produkter hos Clinique. Man skal bare holde sig til deres extra mild face wash (eller noget i den stil) og den extra mild skin tonic. De er suveræne og uden alkohol.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Aften: vask med A-Derma vaskebar og evt. lidt jojobaolie + A-Derma creme
    Morgen: bioderma crealine h20 + A-Derma creme + solcreme

    Simpelt og meget anbefalelsesværdigt :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Vi har de samme favoritter kan jeg høre :-D

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bodil

    Ham onklen er garenteret min gamle hudlæge!
    Vil lige slå et slag for Aloe gentle facial wash til 95 kr. fra Body Shop – den er ikke overdrevent parfymeret, er til sensitive skin og virker godt på min blandede hud.
    Jeg bruger heller ikke skin tonic og jeg er meget glad for Olays regenerist serum. Leder stadig efter den perfekte solcreme til fjæset og da jeg har blandet hud er den opgave ikke helt let.Bruger ind imellem Olay total efects med spf 15. men den er ikke fednok om vinteren/efteråret.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Tak for anbefalingen! Hvis du søger på solcremer herinde, så har vi skrevet MEGET om ikke-fedtede solcremer til ansigtet

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Jeg gik i en periode i 2010-11 til kosmetolog pga. nogle talgknopper på kinderne, og købte dyre, dyre produkter – sådan 200-500 kr pr produkt og brugte både noget rens, (et eller andet produkt nr. 2, som jeg ikke kan huske hvad var – noget tonic, tror jeg) samt nat- og dagcreme. Min hud blev fin og det virkede, men det var fandeme dyrt – og så plus en tid om måneden til 435 kr… Så droppede det efterhånden som min hud blev pænere og pungen tommere, og har nu bare en rutine med at rense min hud og bruger La Roche-Posays Hydranorme til 80 kr… det fungerer lige så godt og er meget nemmere. Den creme er virkeligt den bedste jeg har prøvet, og bruger den både morgen og aften :) Simple is often better :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Less is more! Det er nemlig ofte meget meget rigtigt. Dejligt at det virker!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bine

    Dette indlæg sætter virkelig tingene i perspektiv, synes jeg. Jeg er godt nok kun 19, snart 20, men jeg har efterhånden haft en fast rutine i at pleje min hud i en del år nu. Desuden føler jeg også, at jeg har rimelig godt styr på hudeplejeprodukter. Min rutine består i, at jeg renser min hud morgen og aften (REN Clarifying Clay Cleanser), efterfølgende af en creme (Jurlique Calendula creme). Og 1 til 2 gange om ugen bruger jeg en ansigtsmaske. Men efter at have læst dette indlæg, kan jeg egentlig godt se, at jeg måske slet ikke har brug for en ansigtsmaske. I stedet tror jeg, at en eksfoliering ville være mere effektiv, da jeg har “ung” hud, dvs. urenheder, sensitiv, fedtet hud og hvad der ellers følger med. Måske, at jeg skulle prøve AHA, som jeg efterhånden har læst en masse godt om hos jer :)

    Det er også meget lærerigt at få afvide, at det man gør hver dag ved sin hud, har større betydning, end det man gør én gang om ugen.. Så selvom jeg trods alt synes, at jeg har god styr på hudplejeprodukter, så lærte jeg alligevel noget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hannah

    Kan i anbefale Tromborgs produkter? Jeg overvejer nemlig at købe deres Calendula Water, Exfoliating Scrub Mask og Pure Control creme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Hej Hannah
      Jeg har ikke selv prøvet deres hudpleje skal lige siges. Har kun pillet ved deres makeup, som er en helt anden historie.
      Generelt er deres hudpleje kendetegnet ved de problemer, der ofte kendetegner “naturlige” serier. Nemlig et højt niveau af parfume via æteriske olier, og deraf også andre problemer. Om det gør sig gældende i lige de tre produkter, du nævner ved jeg IKKE skal jeg understrege. Jeg kender dem ikke.
      Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hannah

      Mange tak for svaret :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er 26 år gammel og jeg kan mærke at huden under mine øjne er begyndt at blive liiidt slap i det, så jeg kom til at tænke på om I kendte en god opstrammende/forebyggende øjencreme, der ikke koster 700 kr. Jeg synes det er så frustrerende at gå ind i Matas, fordi de aldrig rigtig ved noget om de produkter de sælger. Derfor er I så skønne :) I sælger ikke noget, men I ved noget om produkterne!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Helene

      Kære Teresa
      Løsningen er fugt! Der findes desværre ingen cremer, som kan samle huden op, hvis den først hænger. Der er dog en del cremer, som kan hjælpe huden.
      Personligt er jeg virkelig glad for Clinique Repairwear Laser Focus Wrinkle & UV Damage Correct, som også har en rimelig pris.

      Mvh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Hvor er du sød Teresa :-) Du kan bruge præcis de samme anti-age cremer, som vi har skrevet om til ansigtet. De gode antiagecremer virker lige så godt om øjnene. Øjencremer indeholder som regel samme creme som den tilsvarende ansigtscreme – i en mindre krukke til en dyrere pris.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • al3000

    Hej i skønne pudderdåser, TUSIND tak for en fantastisk blog, som jeg bruger meget tid på at læse.
    Jeg er stødt på et lille spørgsmål, og er sikker på, at i kan hjælpe :-)
    jeg døjer meget med pigmentpletter og her er Cliniques serie til stor hjælp og plejer at bruge deres serum inden dagcreme. Men da jeg samtidig har uren hud og mine 25 år begynder at kunne ses, vil jeg også gerne bruge en serum for disse ting. Skal helt sikkert have prøvet clinique repairwair som i anbefaler, men bruger jeg den som serum samtidig med den anden serum? Og kan man få en serum der er god til uren hud, og skal jeg så tage dem allesammen på samtidig? eller skulle man bruge en af dem som creme i stedet og hvad er forskellen på cremen og serumen i en serie?
    På forhånd tak!
    Påskehilsen fra Anne Louise :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Hej Anne Louise
      Creme og serum er mest et spørgsmål om konsistens. En creme er en fed – ja creme, mens en serum er en tyndere konsistens ofte. Hvis du har uren hud er en serum ofte at foretrække i stedet for en federe creme. Du kan i princippet bruge så mange du vil, der er ingen begrænsning på :) Og repairwear er et rigtig godt valg til dig, tror jeg, for den er meget tør og ikke-fedtende i konsistensen, så jeg tvivler på, at den vil give problemer mod uren hud. Lad mig høre, hvordan det går :)
      Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lærke

    Hej Katja!

    Jeg er simpelthen så forvirret nu, og har virkelig brug for et godt råd!

    Jeg søgte for et par dage siden på Jeres side, og på nettet generelt, for at komme mine hudproblemer til livs. Jeg faldte over dette blog indlæg, og det er virkelig en øjenåbner! Jeg har mistanke om, at jeg behandler min hud forkert, og generelt smører alt for meget på den (rens, cremer, skrubbecremer, strobe lotion fra mac, foundation, pudder, bronzer…og ja, jeg kunne blive ved)!

    Dette gør helt sikkert ikke noget godt for mig, men jeg er faldet i rutinens vold, og kan ikke rigtig se, hvordan jeg skal omrokere og starte fra ny.

    Først og fremmest blev jeg meget glad for at læse din tilgang til hudpleje. Jeg er vant til at “overgøre” alting, og har derfor et arsenal af alt muligt, som vist nok ikke rigtig gør noget godt for mig alligevel.

    Problemet med min hud er, at jeg har store porrer, der tilstopper. Jeg har ikke så mange sorte hudorme, men rigtig mange små knopper – kalder man det tilstoppede porrer? Hvis jeg ser på min hud – især på siden af ansigtet – er den fyldt med små, hvide knopper, som ser frygtelige ud.
    Derud over er min hudtone ret lyserød i det, og dermed meget ujævn i farven. Oveni det, så fedter min Tzone helt vildt. I løbet af dagen kan man næsten spejle sig i min pande, huden lige over brynene, på næsen og kinderne.

    Jeg har ingen anelse om hvilken hudtype jeg er! For hvis jeg vasker min hud med Matas ansigstvask (har jeg brugt i flere år), så føles min hud bagefter meget tør, og den rødmer. Har jeg mon i virkeligheden tør hud? Og fedter den til i løbet af dagen, fordi jeg kommer såååå mange produkter på?

    Her følger min daglige rutine efter ansigsvask:
    – Først Cliniques dramatically different gel, som jeg indtil for et års tid siden brugte som dagcreme. En dag jeg var i Matas blev jeg overbevist af Matas-damen, om at pågældende creme, er en creme, man smører på, for at “gøre sin hud mere modtagelig for den rigtige ansigtscreme”!! Det åd jeg selfølgelig råt, så derfor er næste trin nu:
    – Clinique Youth surge dagcreme med solfaktor 25 på.
    – Herefter Clinique all about eyes creme på øjenområdet.
    Så skal makeuppen lægges:
    – et par gange om ugen smører jeg MAC strobe lotion på, for at “få glød”. Ligeledes bruger jeg et par gange om ugen Clinique pore minimizer.
    – herefter DiorSkin nude foundation (som jeg bruger i en tone, der faktisk er for mørk, men så får jeg da lidt farve! Den lægger jeg i hele ansigtet, og ned af halsen, for ellers kan man se farveforskellen alt for meget.Og jeg er bestemt ikke nærig med den!
    – herefter lidt alm pudder over hele ansigtet og halsen. Dette varierer meget, da jeg jo – forvirret som jeg er – har mange mange slags. Nogle gange en fast pudder fra dior, andre gange mineralpudder i løs form fra Youngblood.
    – så er det tid til lidt bronzer for at lave kontur. Og også lidt blush på kinderne.
    – herefter forskellige former for øjenmakeup, mascara, lipgloss eller læbestift.

    Hele den her enorme rutine resulterer i, at jeg ser ganske pæn ud i en time eller to. Så begynder jeg at fedte og smelte, og makeuppen “krymper” lissom sammen, og sætter sig lidt klumpet i ansigtet. Derud over smitter min hals og ansigt af på alt hvad jeg rører ved. Foreksempel er mine trøjer og jakker altid kaget ind i makeup, og når jeg har talt i min mobil, sidder der masser af fedtet makeup på den!
    Mine tilstoppede porrer er dækket af bjerge af makeup, men de ser bestemt ikke kønnere ud af det!

    Jeg har seriøst brug for hjælp! Og jeg tør ikke stole på andre end Jer, fordi jeg er bange for, at Mataspersonale og diverse kosmetologer vil bilde mig alt muligt ind, og sælge mig en masse gode historier.

    Jeg er så vant til at have et lag af makeup på, så jeg kan ikke ændre på mine rutiner. Den anden dag forsøgte jeg mig med kun EN dagcreme, og lidt løs pudder, men jeg syntes, at jeg så alt for bar ud! Og mine store porer og ujævne hudtone var slet ikke dækket.

    Nu har jeg så brugt et par dage på at surfe Jeres side, og resten af internettet igennem, for at finde en løsning. Men jeg er desværre bare blevet mere forvirret. Og det er vel egentlig i grunden fordi, at jeg er i tvivl om hvilke hudtype jeg skal sætte ind overfor.

    Mit håb er, at jeg kan få fat i nogle produkter, som afhjælper alle de hvide knopper, den rødmende hudtone, og den fedtede hud. Jeg er meget glad for foundation, da den udvisker min uens hudtone, men jeg bruger sikkert alt for meget. Og jeg er så ked af, at jeg smitter af på alting.

    Det blev en meget lang omgang – jeg håber du kan få mening ud af det, og jeg glæder mig til at høre fra dig.

    Kærlige hilsner fra Lærke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Helene

      Hej Lærke
      Når man lister samtlige af sine produkter ser det altid meget voldsomt ud. Tricket er, at det ikke er alle produkter, som skal bruges alle steder.

      Du starter med Matas ansigts vask, siger du. Den er udmærket, så fortsæt du blot med den, hvis du er tilfreds.

      Derefter bruger du
      1. Cliniques Dramatically Different Gel
      2. Clinique Youth Surge SPF 15 på.
      evt. 3 MAC Strobe Lotion
      evt. 4 Clinique Pore Minimizer.
      5. DiorSkin nude foundation

      4-5 cremer oven på…det er for meget. Du skriver at din hud ikke er ordentlig dækket med kun én dagcreme, det forstår jeg ikke. Det må jo være de to farvede produkter, som “dækker”?

      Hvis jeg var dig, ville jeg lægge begge Clinique cremerne på hylden, DDG fordi den er overfødig og YS fordi den er i krukke. Det er en rigtig god idé med noget solbeskyttelse, vælg en dagcreme med SPF. Personligt er jeg glad for mærker som La Roche-Posay, Vichy, Cliniderm (alle disse mærker har en solcreme med matterende effekt) og Kiehl’s til dette formål.
      Drop Strobe Lotion og brug en highlighter oven på din foundation i stedet. Pore Minimizer virker, som en primer og er både god og effektiv. Brug den der hvor du har brug for det gerne hver dag.
      Find en foundation som passer i farven, det andet dur altså ikke :-) Det gælder ikke om at dække huden med en farvet creme, men derimod om at få udjævnet hudtonen. Hvis du er meget rød, kan du supplere med en corrector (gul) stadig under din foundation. Sørg for at du ikke har en skarp kant på kæbelinjen og ved hårgrænsen, men det er unødvendigt at trække din foundation hele vejen ned af halsen, hvis den altså passer i farven.
      Hvis du bruger en farvet pudder, som dem du nævner. Vil du i stedet for at skjule/dække porerne få dem til at syne større. Prøv med en såkaldt blot powder eller rispudder i stedet.

      Brug trygt bronzer og blush, det er ikke de pudrede produkter, som gør din hud fedtet.
      Mht. afsmitning handler det om at lade være med at have alle de lag på og sørge for at mattere ordentligt med en pudder. Hvis du ikke bryder dig om at se pudret ud, er det en god idé med en vandspray.

      Skriv endelig igen, hvis du stadig er forvirret :-D

      Mvh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lærke

      Hej Helene!
      Tak for dit meget fyldestgørende svar på min – lange – mail :)

      Jeg vil følge dine råd, og mener helt sikkert, at jeg kan bruge dem.

      Kunne du hjælpe mig med en vejledning i, hvorledes man tester om foundation passer til sin hudtone? Som skrevet har jeg vist behandlet min foundation som en slags “bruncreme”, og derfor smurt hele hovedet og halsen ind i det – med det formål, at se brunere ud. (Rigtig dårlige idé – jeg ved det godt ;))
      Jeg er lidt i tvivl om hvor man skal teste foundationen – nogle siger på kæbelinjen, andre mener, at det skal være på håndleddet. Og endnu et vigtigt spørgsmål? – er det ikke en fordel, at teste den på ren, makeupfri hud??

      Med kærlige hilsner Lærke

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lærke

      ØV!
      Nu sidder jeg lige og læser om de ansigtscremer, du har anbefalet, og kan se, at La Roche Posay cremen indeholder alcohol denat som den 5. listede ingrediens. Er det ikke noget fy-ha til ansigtet? Og den indeholder ikke solbeskyttelse.

      Den matterende fra Vichy har jeg prøvet – den kan “fnulres” af huden ca en halv time efter påførsel. Har ikke prøvet den matterende med solfaktor, men er bange for, at det er det samme.

      Ang Cliniderm – er det så ikke deciderede solcremer? Altså ikke ansigtscremer MED solfaktor? Kan i hvert fald ikke finde en ansigtscreme fra Cliniderm med solfaktor og matterende effekt på nettet.

      Så har jeg fundet “Rare Earth pore minimizing lotion” fra Kiehls (uden solfaktor), men den koster 220 kr – og det er meget at bruge, når jeg ikke ved, om den virker for mig. Og jeg bor desværre ikke i nærheden af en Kiehls forhandler, så kan ikke en gang tigge mig til en prøve!

      Ej, nu er jeg bare helt på bar bund, ang ansigtscremer, syns jeg.

      Jeg tænker også meget på det, som Katja skriver i dette indlæg – at hvis sin hud er meget fedtet, skal man ikke nødvendigvis bruge en ansigtscreme.
      Og så er der al det med kemisk peeling, som jeg synes er en jungle uden lige. De fleste reviews på nettet er ikke særlig brugbare, fordi ca halvdelen roser dem til skyerne, mens resten rapporterer om voldsomme “outbreaks” på huden, og masser af svien.
      Men er det mon noget jeg skulle prøve??

      Kære Pudderdåser, undskyld den totale forvirring fra min side:)

      Kh Lærke

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Jeg vil lige lade Helene om at svare på det meste, men blot sige at der er alkohol i rigtig mange cremer. Det er kun hvis det er indenfor de første 2-3 produkter på ingredienslisten, at det typisk vil være et problem. Jeg fraråder cremer med alkohol så højt oppe (jo højere oppe på listen jo højere koncentration). Længere nede er det som regel lige meget, og det er det også i dette tilfælde. Mængden er så lille at det – når vi taler om alkohol – ingen negativ betydning har.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Helene

      Jeg er på fra telefonen og svarer derfor først i morgen :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pudderdåse Helene

    Hej Lærke
    Du må ALDRIG teste på håndleddet. Huden SKAL være ren og makeupfri og du tester farven på kæben.
    Det, du skal kigge efter, er om farven matcher dine egne farver både i ansigtet og på halsen. Den skal sandsynligvis være gultonet, for at dæmpe rødme osv.
    Spørg endelig om hjælp, men vær kritisk og bed om at få en prøve med hjem, så du kan teste en selv i naturligt lys. Du skal ikke købe noget, før du er helt sikker på farven.
    Håber at det giver mening
    Alle de cremer, jeg nævner, er solcremer. Så der har du forklaringen på at de er svære at finde :-D. Den fra Vichy er helt ny og den kan du umuligt have prøvet tidligere, den har en virkelig god konsistens.
    Jeg er rigtig glad for Kiehl’s generelt, men lige Rare Earth Pore Minimizing Lotion har jeg ikke meget fidus til. Så her kan jeg desværre ikke vejlede dig.
    Om du skal bruge en eksfoliering eller ej? Tja…jeg tror, det vil kunne hjælpe dig på sigt. Min hud er meget sart og bliver rød og svidende ved den mindste smule irritation og jeg kan sagtens bruge kemisk peeling uden problemer.

    Mange hilsner Helene

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lærke

      Hej Helene.

      Mange tak for dine svar. Jeg tror, at jeg er ved at finde hoved og hale i det hele nu….

      Hvor er det dejligt med vejledning – frem for vildledning ;)

      VH Lærke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Imran

    Elsker simpelthen jeres side !
    Ved godt at det ikke er et nyt indlæg, men hvad med os som har kombineret hud samt ultra sensitiv hud? Skal vi også undgå fugt, eller..? Føler bare at jeg nærmest får mere fedtet hud med fugtighedscreme, men kan samtidig ikke undvære den, da jeg har en tør overflade på huden..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Helene

      Hej Imran
      Mange tak!
      Nej, det skal du ikke, men vælg en let creme. Der er mange gode! Jeg nævner gerne nogle af mine favoritter, når jeg igen er på fra computeren :-)

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Victoria

    Er det nødvendigt at rense huden både aften og morgen?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Nej bestemt ikke. Alt det vaskeri er ikke godt for noget.Hvis du har makeup på, skal du selvfølgelig fjerne den hver aften. DET er vigtigt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Victoria

      Jeg plejer nemlig at bruge ansigtsvask både morgen og aften (fjerner selvfølgelig make up først om aftenen). Men den kan jeg godt droppe om morgenen?
      Synes bare min hud kan være lidt småfedtet når jeg vågner om morgenen og trængte til en vask.

      Btw. tak for en god blog. Efter alt hvad jeg har læst om Paulas Choice har jeg nu bestilt en masse prøver :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Tusind tak :) Og hvis du foretrækker at vaske din hud morgen og aften, så gør det med sindsro. Der sker såmænd ikke noget ved det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Pudderdåser og alle jeres skønne læsere.

    Sikke et dejligt indlæg. Det er rigtig dejligt at der er nogen der vil hjælpe med at sprede budskabet om sund, enkel og ensrettet hudpleje.
    Der er dog nogle enkelte punkter jeg ikke er helt enig i. Men skønt hvis vi kan få en debat igang :)

    Fakta er, at huden har behov for pleje, akkurat lige som vi skal styrke og vedligeholde vore muskler og blodomløb. I kan med stor fordel læse min artikel vedr. pleje af huden via dette link: http://pro-skincare.dk/index.php/sporg-om-hudpleje/96-hvorfor-skal-jeg-pleje-min-hud.html

    Jeg vil også meget gerne slå et slag for at det stadig er vigtigt at bruge fugtighedscreme, selvom man har fedtet hud. En fedtet hud, kan nemt blive dehydreret (ikke tør), hvis ikke den bliver beskyttet. Men det handler naturligvis om at finde en creme med masser af fugt og ikke så meget fedt.

    Derudover så ser jeg desværre uhyrlig ofte at mange oplever at få urenheder, og tror derved at de skal behandle deres hud, som en fedtet eller uren hud. Men urenheder, bumser og hudorme, kan meget nemt opstå på baggrund af dehydrering, poretilstoppende ingredienser og derfor manglende eller forkert pleje. Og det vil ofte gøre problemet værre. Her er det sindssygt vigtigt, at huden får rigelig med fugt, og så kan man eventuelt bruge nogle spotprodukter på urenhederne. F.eks. som I selv nævner, Basiron. Men det skal anvendes med omtanke, da det kan være meget voldsom for huden, udtørrer endnu mere og derved skabe endnu mere tør, uren og trist hud.

    Og så er der selvfølgelig dem, der har meget fedtet hud og dermed er genetisk disponeret for større og flere udbrud end andre.
    Og så er der dem der rent genetisk er velsignet med en hud, der bare ser sund, frisk og ikke ældet ud, uanset hvad de gør og ikke gør, som f.eks. din mands onkel.

    Men jeg er helt enig i, at der ingen grund er til at bruge mere end højst nødvendigt og det skal passe til hudtype og tilstand.

    Dine basispunkter i hudplejen er super fin, dog kan man med fordel sagtens bruge en maske, fugtende, dybderensende eller andet, da de ofte indeholder flere og mere dybdegående aktive ingredienser end en fugtighedscreme. Det er jo netop derfor, at de som udgangspunkt kun skal benyttes 1-3 gange om ugen, afhængig af type og behov.

    Kærligst Susanne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej susanne. Nu er jeg jo så nød til at spørge dig hvilken aktive ingredienser der er i en maske frem for en god creme. For i min verden er en fugt maske bare en creme med en tykkere konsistens. Jeg har ihvertfald ikke set nogle fugt masker med ingredienser som ikke ligeså godt kunne være kommet i en creme. :) I min verden skal alle hudpleje produkter altid indeholde

      Antiinflammatoriske ingredienser Kan eksempelvis være Aloe vera, Kakaosmør eller kamille.

      Antioxidanter (som beskytter huden) kan eksempelvis være. Grøn te, olivenolie, vitamin E eller C.

      Celle reparerende ingredienser (skin-identical ingredients) (som reparere huden) Kan eksempelvis være Glycerin Ceramide 1,2,3,4,5,6 eller Cholesterol.

      Celle kommunikeerne ingredienser. (får cellerne til at arbejde hurtigere og opfører sig yngre.) Kan eksempelvis være A vitamin, B3 vitamin eller peptides.

      Ligegyldig om det er en toner, ansigtscreme, eller serum. Så skal produktet indeholde en god potion af en eller flere af disse ingredienser. Det er ligegyldig om du køber fra det ene eller det andet mærke bare bare produktet indeholder disse ingredienser.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henrik Boysen

    Glemte lige at sige, at ikke alle mennesker behøves at bruge en creme. Det som vi derimod alle skal bruge, for at vores hud kan forblive i topform, uanset alder eller hudtype er.

    Antiinflammatoriske ingredienser
    Antioxidanter
    Celle reparerende ingredienser (som reparere huden)
    Celle kommunikeerne ingredienser. (får cellerne til at arbejde hurtigere og opfører sig yngre.)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Guldborg

    Hejsa.. kan se det er noget tid siden I lavede dette opslag, men det er lige sådan noget jeg sidder med..

    Har efter p-pille stop fået meget uren hud. Havde lidt før, men slet ikke så slemt.. hvad gør jeg? Tænker en ansigstvask, en toner og så overvejede jeg sådan en eksfoliering som I anbefaler.. har indtil videre kigget på følgende toner der dog er ret dyr. Den hedder nourifusion multivitamin toner. Den kan dog umiddelbart kun købes gennem herbalife.. er det en I kender? Og kan I evt anbefale en der måske ikke er helt så dyr men god til bumser o.l.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Guldborg
      Det rigtig kedelige svar er desværre, at det bedste middel, mod det du oplever i øjeblikket, er tid :-(
      Helt generelt anbefaler vi ikke brug af toner/skintonic, og da slet ikke en vildt dyr en. Hvordan du lige er faldet over Herbalifes variant, ved jeg ikke, men hvis jeg endelig SKULLE have en toner, ville jeg afgjort vælge en fra et helt almindeligt og tilgængeligt hudplejemærke. Jeg kan hverken se ingredienslisten på sitet eller se, hvad den koster, men må uden at kende nogle af delene sige, at jeg ville vælge noget andet.
      Du vil komme meget længere med en god rutine bestående af ansigtsrens og en kemisk eksfoliering. Søg eventuelt på sidstnævnte her på bloggen, så vil du få flere hits og forslag til produkter :-)
      Ellers tester vi Kimovi Gel med salt mod teenagehud her hjemme, og vi er simpelthen blevet så glade for de lynhurtige og meget tydelige resultater.

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Spændende indlæg og gode råd i kommer med, glæder mig til at følge jeres blog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Mette

    Hej :) Jeg renser min hud om aftenen med rensemælk. Hvad bør jeg bruge om morgenen inden dagcreme? Førhen har jeg bare vasket mit ansigt med vand fordi jeg tænkte at jeg jo fjernede makeup osv. om aftenen:)
    Vh. Anne Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadja

    Hej, skønt indlæg, til en nybegynder :) Jeg har kapillærsprængninger på mine æblekinder. Tænker om der et en creme der kan hjælpe mig med dette problem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Kære Nadja. Jeg ved desværre ikke så meget om det, men jeg kender ingen. Hvis det er rigtige blodsprængninger, så er det så vidt jeg ved laserbehandling der skal til, men jeg skal understrege at det ikke er et område jeg har undersøgt. Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej. 1. Så om du har fedtet hud eller ikke så skal
    Man bruge fugtighedscreme, der er bare forskel på at mangle fugt og fedt, så hvis man taget en fed creme og smøre på så vil det blive værre, men en flugtcreme kan gøre ens hud så meget bedre (så det er ikke et godt råd) hvis man har tildens til fedtet hud så er det fordi man overproducerer og fordi man mangler noget fugt og man får ikke den fugt hvis ikke man bruger en fugtgivende creme. Påstand nr. 2. Man skal ikke exfolierer hver dag, exfoliering er 1-2 gange om ugen, ellers så begynder din hud at mangle noget og måske, igen, overproducerer, for nu fjerner du pludselig dens naturlige produktion.
    – Noomi

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har gennem hele min teenagerperiod lidt af akne og har været på diverse creme og pillekurer intet hjælp. Dog var p-pillerne lidt en redning. Men så kom Dr. Hauscka til DK og det blev min redning. For selvom jeg havde delvist fedtet men også sensitiv, så var olien redningen. Og dertil var deres tilgang til den daglige rutine den jeg har holdt fast ved på trods af at jeg ikke bruger deres produkter mere. Hos Dr. Hauscka mener man at huden skal renses med et produkt om aften men ikke smøres med nogen natcreme så huden ikke bliver forstyret i sin egen produktion af sebum. Om morgen er det omvendt der skal man ikke gøre andet end at afvaske ansigtet med lunken sem varmt vand for at fjerne hudens eget overskydende fedt og påføre huden noget fugt i form af creme eller olie. Jeg bruger olie og en let creme. Og jeg har virkelig fået en flot hud. Selv under min forrig og nuværende graviditet er den pæn. Jeg tror simpelthen at den har fået ro. Før i tiden var den nok stresset fordi den hele tiden blev udtørret fordi jeg skulle have bugt med aknen.

    Nu afvasker jeg huden med enten en konjaksvamp eller kokosolie, nogle gange ghassoul ler og bruger valnøddeolie eller hindbærkerne olie og en creme, pt er det Nivea soft men om vinteren har det været Avene eller den almindelig Nivea. Før i tiden brugt jeg snildt 500kr på ansigtpleje nu er jeg nede på max 100kr.

    Tak for en skøn blog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanette

    Kære dåser. Jeg er forvirret!
    Jeg bruger den her guide, men jeg har lagt mærke til noget. Når jeg har brugt min eksfolierende dagcreme og bagefter smører solfaktor på, begynder huden selvfølgelig at ‘fnulre’ pga den eksfolierende creme. Men får jeg så stadig noget ud af min solfaktor? Jeg smører den ind, og den sætter sig i i det hud der ruller af.
    Jeg spørger fordi jeg på apoteket købte en eucerin even brighter, til natten, men damen rådede mig til at undgå at bruge eksfolierende creme under den, da det ikke ville have effekt pga det ville sætte sig i det hud der ruller af. (?!?!?)
    Hvad mener i??

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jette

    Hejza er det sådan at i evt kan skrive om herbalife skin …

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nominerede til Danish Beauty Award 2012 - og Pudderdåsernes egen liste