Estée Lauder Pure Color Modern Mercury

Dove Self Esteem Fund: 35 kilo tur/retur og selvværdet der holdt ved

Sponsoreret indlæg

Pudderdåserne er blevet valgt til at være blogger-ambassadører for Dove Self Esteem Fund. Hvert år donerer Dove en sum penge til forskellige velgørende organisationer, der arbejder med at øge selvværdet og det positive kropsbillede hos unge piger. I Danmark samarbejder Dove med LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. For hvert solgt Dove produkt går der en krone til LMS.

Det er et emne, både Helene og jeg tager yderst seriøst, og for mig har det stor betydning personligt. Som nogle af jer måske har lagt mærke til i enkelte kommentarer, har jeg en vægt-historie bag mig, som jeg aldrig har fortalt om her på bloggen. Men jeg har besluttet, at dette gode formål er en passende lejlighed at gøre det.

Jeg har siden nytår 2008 tabt til dags dato 35,9 kilo and counting.

Ensom teenager med modelmål
Dårligt selvværd kommer med mange ansigter. Jeg var temmelig tynd som teenager. Det er nok den periode i mit liv, hvor jeg har haft det dårligste selvværd. Jeg var en på mange måder ulykkelig teenager – uden at det i øvrigt på nogen måde var relateret til min vægt.

Men mit generelle dårlige selvværd gjorde også, at selvom jeg faktisk med mine 182 cm. og dengang lave vægt faktisk havde modelmål, var jeg ikke tilfreds. Jeg var konstant utilfreds og mente, jeg vejede for meget, burde tabe mig fem kilo osv.

Plus 40 kilo på fire år
Jeg beholdt min slanke skikkelse, indtil jeg som 25-årig kom på forskellige former for medicin, fik udløst min latente PCO, et rygestop og en graviditet. Og bare at være virkelig sulten.

Resultat: Plus 40 kilo på fire år. Mit BMI steg fra normalvægtig til 37,7.

Pludselig er vægt ikke længere et spørgsmål om udseende. Det handler om sundhed.

Det paradoksale er, at i samme periode steg mit selvværd. For det var i den samme periode, at jeg fandt min plads her i livet. Jeg begyndte at arbejde, jeg gik fra min daværende kæreste og fandt min nye mand, opbyggede en bred vennekreds, som jeg i det hele taget har opbygget siden de sorte teenage-år, jeg blev mor, og i takt med at jeg voksede, så voksede mit selvværd også.

Så paradoxet er, at den tyndeste periode af mit liv var den mest ensomme, og den periode, jeg vejede mest, var den, hvor jeg opbyggede mit nuværende liv.

Minus 35 kilo på 3 år
For 3 år siden, efter jeg fødte min søn, begyndte min vej ned af vægtstigen igen. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at spille kostguru og snakke om madplaner og motion, for det skal det i den grad ikke handle om her.

I dag: Minus 35 kilo og et BMI på lige omkring 27. Vægten falder stadig, langsomt. Men egentlig betyder det ikke ret meget for mig at tabe mig mere. Jeg er mere end tilfreds der, hvor jeg er nu, selvom jeg ud fra en medicinsk BMI-definition stadig er let overvægtig.

Mit selvværd er større end nogensinde. Hvorfor? Det er en kombination af mange ting, men jeg tror faktisk, at vægten er det mindste af det. Det handler mest af alt om, at jeg de sidste par år har opbygget mit eget firma, sammen med Helene har opbygget en succesfuld blog og nu kan forsørge mig selv uden at være afhængig af andre.

Ja da, jeg ser godt ud, men det er da det mindste af det hele!

Min meget gode veninde kæmper med en spiseforstyrrelse i den anden ende af spektret end min, og hun har bedt mig være sin støtteperson i den proces. Selvom jeg stadig vejer omtrent det dobbelte af hende, så tror jeg, at jeg forstår hende på mange måder bedre end en normalvægtig. For mekanismerne er de samme.

Og så blev jeg skønhedsblogger
Og fra denne vægthistorie er der faktisk en sammenhæng til, hvordan jeg endte som skønhedsblogger. Som jeg har skrevet på siden “Om Pudderdåserne”:

“Har en forkærlighed for lækker make-up og dyre tasker. Efter eget udsagn fordi med de to ting skal man ikke frygte ydmygelsen ved at stå i et prøverum og konstatere, at den lækre designerkjole ikke findes i en størrelse, der er stor nok. Makeup og tasker kan nydes af alle, uden at man behøver bekymre sig om, at man ikke er en str. 38.”

Derfor har jeg altid elsket makeup. Der er ikke noget med at være en størrelse dit, dut eller dat. Alle kan passe en rød læbestift, uanset størrelse. Makeup blev mit statement, da jeg ikke kunne passe det lækre designertøj. Og er det stadig, nu hvor jeg – nogle gange – kan.

Så giv den gas derude, hvad enten I er en størrelse 34 eller 54 (jeg har været begge størrelser i mit liv). For lækre skønhedsprodukter kan alle bruge, vi behøver ikke kunne passe dem. Modebranchen kan beholde deres små størrelser for sig selv.

Og gå ind på Doves hjemmeside om Campaign for Real Beauty og læs mere. På Doves danske Facebookside kommer der også fra næste uge til at foregå en masse på aktiviteter om unge og selvværd, som I kan følge med i.

Dove Self Esteem Fund

 

63 kommentarer

  • Josefine

    SÅ sejt. Du ser godt ud!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie Jørgensen

    mine første tanker var WOW – og det siger vel egentlig det også meget godt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lis T

    Inspirerende histore Katja og jeg er fuld af beundring for dig og din indstilling. Dove har valgt den helt rigtige ambassadør!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja du er så super sej og hold da op hvor er det bare vild, så meget du har tabt dig. Du er virkelig en inspiration!
    Super billede af dig i den lille røde *pifter*

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Virkelig inspirerende at læse din historie – især når man selv er på vej ned af stigen – et trin ad gangen :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Superinspirerende indlæg Katja, og hvor ser du hamrende godt ud! Er selv i gang med livsstilsændring og vægttab, og jeg har også fundet ud af, at det egentlig mest handler om at finde “sig selv”, hvorved vægttabet nærmest bliver en (omend superdejlig) sidegevinst! Virkelig godt gået! ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er jo helt forbilledlig at lytte til – jeg tror du har så ret i at selvværd ikke hænger sammen med vægt, men at der er en hulans masse andre faktorer/værdier ind over. Især for teens, men også for ældre tøser.
    Det er en fantastisk positiv historie du fortæller og jeg håber at du kan være alt det din veninde har brug for i en støtteperson.
    Sejt indlæg, Katja!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina T

    Hold fast jeg fik helt tåre i øjnene fordi jeg kan nikke genkendende til det med selværdet. Og tillykke Katja så sejt. Det sjove er at selvom jeg overhovedet kender jer 2 dåser privat er jeg kommet til at holde af jer fordi i forstår at være så nærværende overfor jeres læser hvilken i skal have en kæmpe ros for og i skal være så stolte over jeres gode arbejde i gøre her på bloggen. Stort knus fra en tmeget rofast læser :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tina T

      sgu’da ikke rofast HI HI men trofast, men vi skal også have noget at grine af.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      TAK søde Tina. Og vi har det jo på samme måde med jer :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kat

    Katja; du er en inspiration for os alle!!! Tak fordi du så åbent deler din historie med os!! Har selv været turen igennem, fra str 34- 42-38 ( pga af pcos og dårligt selvværd i teenageårene) og det er ikke mit vægt tab der har gjort mig glad igen, det er min kæreste, min lille ny datter og anerkendelsen af at jeg er god nok lige meget hvad! Håber andre vil dele deres historier så kvinder kan indse hvor skønne de er uanset vægt!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det bare en god tekst du har skrevet… Bliver rigtig rørt af den og den udvikling du har været igennem :)

    Du er sku sej…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super godt indlæg! Som andre har skrevet er der ikke andet at sige end “wooow!” Du ser fuldkommen fantastisk ud og efter min mening behøver du slet ikke at tabe dig mere! Du er et skønt forbillede for alle piger/kvinder! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Katja

    Hvor er du bare sej.

    Fik selv konstateret PCO for 12 år siden efter mange års genvordigheder med ondt, slem acne osv. Åd slemme piller der betød at jeg i årevis bagefter ikke måtte blive gravid, da mine børn ellers ville kunne blive misdannede osv. Først da jeg en dag blev indlagt akut med 3l blod i bughulen fra en cyste der var sprunget, fandt de årsagen – PCO. Jeg var meget slank dengang (52kg og 169cm), så jeg var et atypisk PCO tilfælde.Har altid kunne spise ethvert mandfolk ud af huset og altid bevare min vægt!

    Efter utallige hormonbehandlinger, 2 dejlige børn (5 mislykkede insiminationsforsøg, 1 IVF m succes + 1 naturligt), udviklede min PCO sig til diabetes, og jeg tog 21kg inden de accepterede noget var galt. Gennemgik ligeledes rygestop i denne periode.
    De prøvede at feje mig af med at “nu var jeg endelig ved at ligne en kvinde” osv

    I dag lever jeg i en evig kamp for de ekstra kilo. Fik af vide at min insulinresistens betød at 1kg tabt for mig = 3kg for en normal person (så tror da pokker at det er så skide svært). Har endelig sluppet pillerne, og styrer alt via kost, motion og viljestyrke. Har tabt 5kg på 1år, og det har været en fandens hård kamp, så jeg ved hvor hårdt det må have været for dig.Har opgivet nogensinde at komme ned på den gamle vægt (i min alder må man vælge mellem røv eller ansigt ;), men jeg vil gerne ned på en sund BMI/idealvægt hvilket betyder ideelt ydeligere 8kg vægttab (vejer pt 71)

    Jeg bøjer mig i støvet – du er fanme sej!!!!!! VÆR HYLDET…
    <3
    /Divalove til dig fra mig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Hvor er du sej Rikke! Tak for din historie, hvor er det vildt. Det er dælme vildt gået. Sikke en historie…

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • @Rikke,
      Sejt:-) og du har helt ret, man skal vælge mellem røv eller ansigt. Jeg har ved at overholde min allergidiæt tabt mig i alt fra en BMI på 28,75 til en på 23 rent og jeg har haft alt muligt brug for Katja og Helenes hjælp til at vænne mig til mit ansigt. Der skal simpelthen ret meget til at få en +40, der lige har tabt sig markant til at se frisk ud.
      Det er ikke kun garderoben, der skal skiftes i den situation;-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Du har helt ret. Og der spiller alder en forskel også. Når man er 40+ så ser man bare ofte bedst ud med nogle kilo ekstra.

      Men jeg ville faktisk se bedre ud med minus 7 kilo. Shapewear styrer :-D

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nu hvor de endelig laver pænt shapewear, er jeg ude af det marked. Det ville jeg måske have overvejet at gå det sidste ad vejen med, da jeg lå omkring de 26 i BMI, men der gik jeg ud og investerede i 6 nye bh en str. mindre, de er nu omkring en størrelse for store! Og de blev købt for godt 2.5 måned siden. Det bliver dælme dyrt.
      Jeg ved ikke med dig, men hos mig er det heldigvis sådan, at jeg bare skrumper, tingene skal ikke samles op fra de lavere luftlag. Men for dem, der har den udfordring må shapewear også være ret godt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Shapewear er fantastisk! Især for mig, som har en del omkring maven – også løs hud. Jeg kan ikke leve uden. Det tager lige de sidste 4 kilo.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Som en, der vhja. Gastric bypass har tabt 40 kg(+ lidt ) det sidste år har jeg et par anbefalinger
      1. Nye BH’er : Change kan noget med priser!
      2. Hud – jeg er overbevist om at én af grundene til at min hud har trukket sig forbløffende pænt sammen: Omega 3, jeg bruger 2 gram dagligt.
      Og tak ;o) for endnu en super artikel fra jeres side.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Jeg er HELT enig i Change! Jeg har et fast forbrug af Change bh’er. Hold op hvor kan man skifte bh tit… BH størrelsen er den man skifter hurtigst, det er helt vildt.

      Åh hud…. Min er mildest talt en katastrofe. Men det er i det mindste steder, jeg dækker med tøj. Men jeg er i overvejelse om, hvad jeg skal gøre. Jeg er udenfor enhver tvivl kandidat til at få fjernet løst maveskind. Men skal også en dag have et barn mere… Og der er den så endt for nu kombineret med noget seriøst shapewear!

      Tillykke med det flotte vægttab. Det er sejt! Har du ikke noget hængende hud efter de 40 kilo???

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg tror næsten ikke på, at din BMI er 27 nu, du ser simpelthen så sund, slank og fit ud!! Tusind tak for at dele din historie! Jeg har et mangeårigt forskruet forhold til vægt og kropsideal, som jeg hver dag kæmper med, og så er det dejligt at læse om én, der finder sig til rette efter nogle svingninger!
    Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Smuk historie. Du formår at sætte ord og følelser på projektet på en måde, som ingen af de øvrigt deltagende bloggere gør.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pudderdåse Katja

    Tak allesammen for jeres kommentarer! Det betyder virkelig meget for mig :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold da kæft, hvor er du sej! Jeg er selv 17 år og har altid set mig selv som “klassens tykke pige”. Det er først de seneste år jeg har lært at elske mig selv og min krop. Men er nu nået til et punkt, hvor jeg gerne vil smide en masse kg, så jeg kan komme i min drømme gallakjole næste sommer når jeg får hue på.
    Du er en inspiration til os alle. Tak for din historie! Den varmer på et ellers tørt sted midt i slankekuren :-).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva Nitschke

    Tak skønne – du gør virkelig en forskel – og du har evig ret. KH Eva

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Flot! Hvor er din kjole fra? Den sidder fantastisk – smuk og enkel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Hej Ditte. Den er fra Topshop, den er desværre udsolgt i de fleste størrelser nu i denne farve, men de har den i MANGE farver. Det er den bedste kjole. Den holder ind i de rette steder ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja,

    Det er helt vilde billeder og det bedste er, at du smiler bredt på dem begge. Du skrev om vægttabet i en kommentar til mig fornyligt og jeg er helt rørt over, at du gjorde det.
    Du har ret i, at du formentligt ikke skal længere ned i vægt. Alle undersøgelser siger faktisk også, at aktive mennesker, der har en vægt med en BMI på 25-27 har de bedste overlevelseschancer ved sygdom – bedre end folk med normalvægt, bedre end folk med større overvægt og ekstremt bedre end folk med en BMI omkring de 20. Det siger faktisk noget om, at BMI idealet måske bør revideres – måske skulle det hedde 22-27 i stedet.
    At min BMI er mindre, er fordi min krop åbenbart vil det, jeg og min garderobe var gerne stoppet omkring de 25-26. Men vægten bevæger sig stadig nedad og skal den op, skal jeg til at spise ting, som jeg ikke må eller skylle hele glas olivenolie ned. Det er jo heller ikke vejen frem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Jeg havde faktisk tænkt mig at der skulle ryge 4-5 kilo mere. Mest af alt fordi jeg så slipper for glukosebelastning, når Erik engang skal have en lillesøster :-D Traumatisk oplevelse ;-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Og tak søde Liselotte!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fantastisk indlæg Katja!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara Emilie

    SÅ godt indlæg! :D
    Holder meget af jeres blog, og har lært en masse om make-up – tusind tak :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Tommel op til dig :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Nu ved jeg godt du skrev, at du ikke ville skrive diverse madplaner osv, men jeg er meget interesseret i at vide hvordan. Jeg er meget overvægtig af en teenager (19 år) at være. Og vil rigtig gerne af med dem pga. selvværd og en masse andre ting. Vil du ikke skrive en email til mig, så du ikke belemre bloggen med det?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det inspirerende at læse. Det er kvinder som dig, unge piger har brug for at se op til, og høre historier fra. Ikke pigerne på siderne i modebladene eller i musikvideoerne (eller reality tv for den sags skyld).
    Jeg synes det er smukt at du vil dele din historie med os, tak for det.

    //Betina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Kære Katja
    Det er simpelthen så velskrevet, ærligt og tankevækkende et indlæg, du her har skrevet. TAK fordi du vil – og tør – dele med os! Det er bare SÅ sejt!
    Du ser knald-hamrende godt ud :o) – det er ikke til at forstå, at det er dig på begge billeder – der er jo en verden til forskel…

    Jeg har også selv været der – forstået på den måde, at jeg i perioder i mit liv har lidt af forskellige spiseforstyrrelser. Det har været alt mellem anoreksi og tvangsspiseri. Generelt har mad – taget over én kam – været omdrejningspunktet i store dele af mit liv. Alle mine tanker har i disse perioder drejet sig om mad – på den ene eller anden måde. Enten hvordan jeg kunne snyde med maden, så det så ud som om jeg spiste – eller i den anden grøft, om hvordan jeg nu skulle få spist så og så meget af dit og dat, for ellers var jeg fx ikke god nok etc. etc.

    Typisk har det jo også været sådan – i hvert fald for mig – at jeg har isoleret mig i disse perioder. Jeg har siddet mutters alene med mine tanker omkring mad… – ingen vidste noget, før det blev sommer og for varmt med de sædvanlige 3-4 lag tøj, for var nødvendige for at se normalvægtig ud – og for at holde varmen!
    Så det har så sandelig også kostet rent socialt – ikke kun vægtmæssigt.
    Så ja, jeg kan også levende sætte mig ind i de tanker og mekanismer, der ligger bag en spiseforstyrrelse – uanset hvilken vej vægten går…

    I dag har jeg en nogenlunde normal vægt og et velfungerende socialt netværk. Jeg har en dejlig familie og 3 skønne børn. Jeg er selvsagt meget opmærksom på hvordan mine børn opfører sig mht. mad og spisevaner. Jeg er ikke fanatisk – overhovedet faktisk, men bruger min sunde fornuft. Det er med at gribe ind tidligt, hvis noget taget en skæv retning. Ellers kan det tage år at rette op på igen…

    Ja, det var bare mine tanker – her på en grå mandag. Jeg fik lyst til at dele disse tanker med Jer derude, fordi det er ikke farligt… jeg mener, jeg kender Jer jo ikke personligt og skal ikke forholde mig til noget eller nogen.
    Men når det er sagt, så føler jeg (næsten) at jeg kender Jer – Katja og Helene – personligt. I formår at skrive så nærværende, livagtigt og meget personligt, så man næsten kan høre Jer tale lige her ved siden af, hvor jeg sidder… det er altså en fantastisk evne I har!

    Pøj, pøj med de sidste kilo Katja – ikke at jeg synes det er nødvendigt :o)

    Mange knus og tanker fra Pia

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Hej PIa

      Hvor er der fantastisk at høre, at du har det godt med det i dag og har styr på din vægt og mad (sådan nogenlunde :-) Det bliver jo altid hos os). Stærkt gået!

      Og tak for de pæne ord

      Stort kram Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Fuck hvor er det sejt af dig, og helt ærligt så giver det også sådan en som mig et skub til at kunne sige, hey så kan jeg satme også!!! … Jeg har altid været klassens tykke pige, og har af den og andre grunde altid haft meget dårligt selvværd, og kæmper den dag i dag med at forbedre mit selvværd både med vægten men også på mange andre måder… Så kan kun sige at dit indlæg her er en super god motivation, og du er et super godt forbillede at have :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Tak Rebecca. Og rigtig meget held og lykke til dig. Stort kram herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Det er vist det mest ærlige “før og efter billede”, jeg har set. Tillykketil dig. Og jeg vil elske, hvis der var lidt mere fokus på kvinder, der har flotte former. Jeg har selv et billede af Marilyn Monroe hængede på mit køleskab, og det minder mig om, at kvinder med barm og hofter var moderne engang for ikke så længe siden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Ja. Det var tider. Måske vi kan få det til at blive moderne igen?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Isabella

    Hvor er det bare sejt. Jeg er selv en ung pige der har det rigtig svært med min vægt. Før gav jeg altid andre skylden for at jeg ser ud som jeg gør, men jeg måtte indse at det kun er mig selv der er den største forhindring. Jeg har altid spillet skuespil over for folk, så de skulle tro at jeg havde det godt med mig selv, men inderst inde er der et problem som jeg bliver ved med at gemme væk, og nogle gange har man bare brug for at nogen fortæller en at det kan lade sig gøre man skal bare være tålmodig :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Det er en hård kamp Isabella. Jeg håber, det lykkes for dig :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Hvor er det virkelig bare flot! Hvordan gjorde du det? Forhåbentlig på en sund måde!

    Jeg har nemlig selv formået at tabe 20 kilo lidt over et år – kuren begyndte så småt sommeren 2010, da jeg var 17 år gammel. Og hvor det trods alt “endte” med at være en succeshistorie, så har det været en temmelig turbulent slankekur. Hvor jeg langtfra fik en egentlig spiseforstyrrelse, så fik jeg en noget voldsom ændring i mine spisemønstre, som i at jeg kun spiste aftensmad i 3 måneder og begyndte meget pludseligt at dyrke meget sport.
    I dag har jeg fundet en nogenlunde sund rytme, men når folk siger, at “det er så flot, hvordan gjorde du det?”, så ved jeg aldrig helt, hvad jeg skal fortælle. Derfor bliver jeg altid så glad, når jeg læser om folk, der har tabt sig på den “gode” måde :)

    PS SUPER blog! Jeg tjekker den hver dag for opdateringer! :D

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Tak Sofie! Og ja, du kan tro, det har været en sund måde. Det er en virkelig lang historie, som jeg faktisk vil fortælle en af den kommende dage.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rachel

    Gud, hvor har du dog forandret dig! Som de andre siger, så er du et rigtig godt forbillede, netop fordi du tabte dig for helbredets og ikke kun forfængelighedens skyld :D

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uh altså hvor ser du bare godt ud! ;) Og helt ærligt, så mener jeg jo, at du har den perfekte størrelse, ligemeget hvad BMI’en siger. Det er med at være på et plan, hvor man stadig ser sund ud ;) Jeg selv ville ønske, at jeg kunne få tabt mig – del endelig ud af gode tips. Som du også har haft det, så har jeg et sådan nu, at make-up er ligeglad med størrelsen. Vejer selv 85 kg og synes det er lige meget nok til en pige på 175.. ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Hej Anja.
      Mon ikke vi har et nogenlunde tilsvarende BMI så? Det rigtige shapewear og tøj kan gøre meget ;-)
      Håber du finder fred med din nuværende vægt eller løsningen på at gøre noget ved den.
      Kram Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bine

    Rigtig flot skrevet, og godt formuleret. Jeg er meget fascineret over, at du ikke ligger vægten på hvor meget du vejede, men hvordan du havde det psykisk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pudderdåse Katja

    Kære allesammen som jeg ikke har svaret direkte
    Jeres kommentarer betyder utroligt meget for mig. Det skal I vide. Og I med jeres egne historier er mindst lige så inspirerende at høre på. Jeg håber, jeg har kunnet bidrage lidt konstruktivt. Jeg vil en af de nærmeste dage skrive lidt mere om, hvad jeg egentlig gjorde for at tabe mig.
    Kram Katja

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Dejligt at høre dig fortælle om, at dit selvværd paradoksalt steg sammen med vægten: At tingene ikke er så sort hvide. Jeg har aldrig været overvægtig, men jeg har som mange andre kvinder haft problemer med kosten i perioder, specielt i teenageårene.
    Men jeg synes det er så trist den måde medierne ofte sætter lighedstegn mellem selvværd og vægt. Jeg så et program i TV, der handlede om en pige, der skulle tabe sig, så hun kunne få en kæreste. Alle (hendes træner, venner, hende selv) gik ind på den præmis uden at stille spørgsmål. Ingen stoppede op og sagde: “Man kan altså godt være overvægtig og elsket.” Jeg var lige ved at kaste ting efter fjernsynet! Derfor synes jeg at det er dejligt at høre din meget mere nuancerede historie. Man kan jo ikke altid putte livet ind i kasser:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nej, hvor er du FLOT!
    Synes du er så fin lige som du er.

    Hvordan gjorde du??
    Altså, jeg er godt klar over at du indtog mindre energi end du forbrændte ;-)
    Men det ville være en stor hjælp at vide hvordan du greb det an.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Jeg lover, at lave et indlæg om det. Og tak :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak fordi du lige linkede til indlægget igen, for jeg glippede det første gang.

    For jeg fik også læst historien over hvor du har gæsteblogget, for det sætter nogle tanker i gang hos mig.

    – og ja, make-up kan bruges af alle størrelser, gæt hvornår min makeupsamling begyndte vokse og hvornår jeg begyndte at lege med det?
    Da baderingen begyndte at vokse og ansigtet var det jeg var mest tilfreds med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Tak Sacha :-) og ja, det kender jeg godt ;-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] jeg skrev mit før/efter-indlæg med billeder om Dove Self Esteem Fund  slog det alle besøgrekorder på Pudderdåserne. Og jeg lovede at skrive et indlæg om, hvordan […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Estée Lauder Pure Color Modern Mercury