Vinderen af Wet n' Wild konkurrencen

Månedens favoritter: Juli

Månedens favoritter: Juli

Mine drenge har haft en dejlig lang ferie, det betyder at mine rutiner skal være lynhurtige og velkendte. Når man skal ud af døren, inden det bliver for varmt (ja eller for vådt), skal det hele helst være ligetil. Jeg synes ikke, det giver særlig meget mening at have makeup på, når det er rigtig varmt eller når det regner meget. Og i øvrigt er det jo meningen, at jeg også skal slappe bare en lille smule af i ferien. Derfor er en del af denne måneds favoritter nogle gamle kendinge. Det er de produkter, som virker hver gang og som bliver nævnt igen og igen.
Som altid er Favoritprodukterne ikke nødvendigvis nyheder. Det kan være en genopdagelse af et gammelt produkt, produkter som er mere i sæson lige nu eller noget, som tidligere er gået min næse forbi. Nedenstående er de 10 produkter, jeg oftest greb ud efter i den forgangne måned (ikke i prioriteret rækkefølge).

1. Sleek i Divine Chaos 577
Hvert gang jeg skal på ferie, sørger jeg for at finde den palette, som kan bruges til flest looks. I år faldt valget på Chaos, som jeg allerede har anmeldt og haft som fredagsfavorit. Det er en af de mest brugte paletter i min samling, fordi den kan bruges til så mange forskellige looks. Det er særligt de blå og grønne nuancer, jeg bruger, men faktisk bliver alle farver i paletten brugt flittigt. Sleek har en hel del virkelig flotte paletter og kvaliteten er rigtig god.

I-Divine paletten i farven Chaos kan købes hos Makeup Online her, hvor de koster 85 kr., hos Sleek Makeup hvor paletterne koster 8.50 € (porto 9 €) eller hos GLAMR, hvor de koster 6.49 £ (porto 4.5-7.9 £). Sidst men ikke mindst kan Sleek købes på eBay, hvor man især kan spare på portoen.

2. MAC Big Bounce Shadow i farven Extra Charged
De har fået forfærdelige anmeldelser alle steder, men de er faktisk ret så fine. De er ikke helt lette at bruge, men når man lige øver sig lidt, er det muligt at opnå et super flot resultat. Det interessante ved dem er, at de kan give det lækreste skær til en mørk øjenskygge, du kan opnå noget der ligner et wet-look uden at øjenskyggen sidder i striber i folderne.
Selv om det kan virke lidt sært, er tricket at tage en almindelig øjenskygge på først, hvorefter du forsigtigt dupper Big Bounce Shadow ovenpå. Da Big Bounce er en gelé, nytter det ikke noget at skynde sig eller at gnide, så ender du med et udtværet og kedeligt resultat.
De lyse og gyldne farver er også ret flotte, når de bliver anvendt som en lidt anderledes highlighter for eksempel på kinderne.

Big Bounce Shadow koster 150 kr. og kan købes hos MAC i Salling i Aalborg, i Magasin eller i Magasins webshop her.

3. Embryolisse Eau de Beauté Rosamélis
Vand spiller en vigtig rolle i mine daglige rutiner. Der er det daglige bad, alt det jeg drikker, de utallige gange hænderne bliver vasket og så videre. Da jeg for første gang prøvede en vandspray til ansigtet, synes jeg slet ikke om det. At det produkt, jeg prøvede dengang, samtidig fremkaldte en voldsom allergisk reaktion, så jeg ikke kunne bruge makeup i et års tid, gjorde ikke oplevelsen mere positiv.
Mange år senere da jeg kastede min kærlighed på mineralpudder, blev det nødvendigt med en spray, for at undgå det pudrede look.
Nu kan jeg nærmest ikke undvære en fugtspray, jeg render oftest rundt med en i tasken. Det er den, jeg fugter min pensel med, det er den jeg frisker op med og det er stadig den, som bliver brugt for at undgå det pudrede look.
Embryolisse Eau de Beauté Rosamélis er rigtig lækker og dufter helt fantastisk af roser. Det er selvfølgelig noget du skal være opmærksom på, hvis du er parfumeallergiker. Min hud er sart, men Eau de Beauté Rosamélis kan jeg heldigvis sagtens tåle.
Flasken kommer både med spray og med et almindeligt klaplåg, så du kan selv vælge, om du vil bruge den som spray eller om du hellere vil bruge den med en vatrondel.

Embryolisse Eau de Beauté Rosamélis koster 249 kr. og kan købes i Illum, i Matas Frederiksberg Centret, hos Melange de Luxe i Ravnsborggade på Nørrebro. Du kan også finde den online hos Ezzence.dk eller hos Smartgirl.dk.

4. Yves Rocher Flowerparty EdT 30ml.
Da jeg åbnede pakken med denne duft, var min første tanke, at den var ganske uinteressant. Den skulle selvfølgelig prøves alligevel og så skete det…
Hvis du har set Ratatouille, kan du måske huske scenen med Anton Ego, da han smager Remys ratatouille, han bliver hevet tilbage i tiden, hvor han genlever et barndomsminde.
Præcis sådan oplevede jeg det, da denne duft nåede min næse. Vupti gik jeg i 3.G, dagens outfit var hvid silkeskjorte, mørkeblå Lewis, en cremefarvet ruskindstræsko med blonder fra Guess. Looket var klassisk med røde læber og sort eyeliner, smykkerne var perler. Livet var enkelt, eksaminerne stod for døren og huen ventede lige om hjørnet.
I materialet om duften bliver Flowerparty beskrevet som ”en ferie-duft, fuld af glæde og sorgløshed”. Og det er også præcis sådan, jeg oplever den.
Selve duften består af en del frugtige noter: Æble, mandarin, fersken, lidt blomst i form af roser, lidt lyst træ og til sidst moskus.
Min mand stak næsen i mit hår og sagde: ”Du dufter, som den dag vi mødtes”. Og han har ret, denne type duft var jeg rigtig glad for dengang. Efter min mening er det en ung duft, men det har nu alligevel været hyggeligt at dufte sådan igen.

Flowerparty er en Limited Edition og kan købes hos Yves Rocher så længe lager haves. Flowerparty fås som 30 ml Eau de Toilette og koster ca. 175 kr. (i skrivende stund koster den for eksempel 105 kr.).

5. La Roche-Posay Fluide Extreme Anthelios AC
Solcreme er nødvendigt! Hvis jeg er sjusket eller bare glemmer solcremen, er der kontant afregning i form af en rød og solskoldet hud. Der er dog af og til en rigtig træls bivirkning ved at bruge solcreme. Bivirkningen er at min hud reagerer med urenheder og bumser. Det er der rigtig mange, som oplever og La Roche-Posay har lavet en solcreme særligt til os.
Den er meget tyndt flydende og skal rystes grundigt inden brug. Konsistensen gør, at den er meget let at fordele og at den ikke fnuldrer, som nogen solcremer kan finde på.

La Roche-Posay Fluide Extreme Anthelios AC koster 157 kr. og kan købes på Apoteket.

6. MAC Mineralize Eye Shadow i farven Mineral Mode
Det var rigtig sjovt for mig at se, hvordan MAC og mange andre brugte de meget metalliske øjenskygger til forårets shows. Jeg har nemlig altid brugt MAC Mineralize Eye Shadows på den måde. De har ofte en let smuldrende konsistens og rigtig mange bryder sig ikke om de melerede varianter, fordi de ser så fine ud i dåsen, men ender med at være let grumsede i det endelige udtryk.
Jeg er fan og har været det fra start, naturligvis er der nogle farver, som ikke siger mig det vilde, men til gengæld elsker jeg altid dem, som jeg ender med at købe. Her er det farven Mineral Mode fra Semi Precious, men i virkeligheden kunne det meget vel være en hvilken som helst af de andre Mineralize Eye Shadow, jeg ejer.
De er fine tørre, men hvis man fugter penslen en smule, kommer øjenskyggerne virkelig til sin ret. Har du ikke en øjenskygge af denne type allerede, har du i øjeblikket mulighed for at kigge nærmere på den melerede variant fra Semi Precious eller på duoerne fra den kollektion, som skifter ca. hvert halve år.

Mineralize Eye Shadow koster 165 kr. og kan købes hos MAC i Salling i Aalborg, i Magasin eller i Magasins webshop.

7. Wet n Wild Mega Liner i farven Dark Brown
Det kan godt være at lige netop dette produkt vil overraske nogen. I mange år er jeg nemlig gået i en meget stor bue uden om denne type eyeliner. Mine undskyldninger for ikke at bruge denne type, har jeg heldigvis glemt.
En af de ting, som helt sikkert har irriteret mig ved andre eye linere af denne type, er den meget ringe pigmentering. Oftest er det nødvendigt med flere lag, for at opnå en helt sort eller i dette tilfælde mørkebrun streg.
Det er du helt fri for med Wet n Wild. Det er virkelig nemt at tegne med den lille pensel og farven er super pigmenteret. Et lag er rigeligt, uanset om du ønsker en helt tynd streg ved vipperne eller en kraftigere og mere grafisk effekt med vinge.

Wet n Wild Mega Liner koster 39,95 kr. og kan købes i Føtex og Bilka.

8. Clinique Chubby Stick Moisturizing Lip Colour Balm i farven Super Strawberry
Ved lanceringen af Chuppy Stick måtte Clinique melde udsolgt i hele verden! Og det er slet ikke mærkeligt: det er nogle fine farver, en behagelig konsistens, de er så plejende, at de kan gøre det ud for læbepomade og indpakningen er genial. Den er perfekt til de dage, hvor jeg vil have en helt diskret farve på læberne. Den kan dog andet end at være diskret. Oftest er det læberne, som bliver fremhævet om sommeren og her er Chubby Stick også helt genial.
Først fylder jeg læberne helt ud med lipliner og derefter får de et lag Chubby Stick.
Liplinere er som regel ikke særlig blide ved læberne, men med Chubby Stick undgår man, at læberne tørrer ud, samtidig med at den ikke er så fedtet, at den smelter.

Chubby Moisturizing Lip Colour Balm koster 165 kr. og kan købes i Matas, parfumerier, i stormagasiner eller i Magasins webshop.

9. Make Up Store Nailpolish i farven Lynn
Indrømmet… jeg er gået all in med hensyn til orange. Denne er lysere og mere diskret end de andre, jeg har købt. Det er en cream, hvilket betyder at der ikke er perlemor eller glimmer i. Den skal have et par lag for at dække, men så er den også rigtig fin. Den har en rigtig god konsistens og er let at lægge på. Jeg bruger den både alene og med forskellige effekt lakker over for at ændre lidt på farven.

Make Up Stores neglelakker koster 125 kr. og kan købes i Make Up Stores butikker, som findes fem steder i landet blandt andet i Fields og på Fisketorvet.

10. Yves Rocher Single Eyeshadow i farven Brun Cuivré
Bronze og turkis er et virkelig smukt par. Denne farve er lidt mørkere og mere brunlig end de farver, jeg ellers bruger til denne kombination. Den er blevet brugt flittigt denne sommer sammen med Chaos palettens blå og grønne farver. I anmeldelsen af Yves Rochers sommerkollektion fra Couleurs Nature serien nævnte jeg, at Couleurs Nature øjenskyggerne nærmest glider på, holder rigtig godt og er meget pigmenterede. Det står jeg naturligvis ved og glæder mig over, at man kan købe en så god øjenskygge til den pris. Der er rigtig mange forskellige farver og nuancer øjenskygger i Couleurs Nature serien, så det skulle være muligt at finde sin favorit.

Yves Rocher Single Eyeshadow koster 89 kr. og kan købes i Yves Rochers webshop her.

Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram  @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas.dk - Zalando.dk - MAC - Boozt.com - Asos - Escentual - Lookfantastic.dk - Gosh.dk   Feelunique - Nicehair.dk - DECIEM - Apo-rot.dk - Ellos - Nelly - Flere links
   

7 kommentarer

  • Signe

    Jeg kunne godt tænke mig at få uddybt det med fugtsprayen. For det er vel ikke vand men fugtspray, du kommer på din pensel? Og hvordan kan det være, er det godt for pudderen/huden/resultatet? :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Helene

      Hej Signe!

      Jeg er ikke sikker på om jeg forstår dig ret…
      En fugtspray består oftest af minimum 95% vand, måske lidt glycerin, antioxidanter og andre gode sager. Det fungerer udemærket som beskrevet ovenfor og mere eller mindre på samme måde, som en skintonic/toner.
      Pudder ser, ja pudret ud og det kan jeg ikke lide. Et par sprøjt med en fugtspray, sørger for at man ikke ser oudret ud. Huden kan generelt godt lide vand og hvis der er gode ingredienser i, taber du i hvertfald ikke noget ved at prøve
      Mvh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe

      Tak for brugbart og langt svar! Jeg kan godt se, det var lidt kludret formuleret, men du forstod det rigtigt alligevel :-) Vil helt sikkert prøve fugtspray på penslen af, er selv afhængig af fugtspray i forvejen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Hejsa :)

    Er helt enig i at Wet’n wilds flydende eyeliner er rigtig god, og endda rigtig god og nem at bruge for nybegyndere!(;

    //Helene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Helene

      Det er jeg rigtig glad for at høre Helene :)

      Mvh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • dina

    Har i prøvet Nilens Jord Duo Concealer? Hvis ja, hvad synes i så om den i forhold til prisen?.
    Hvis der er andre der har prøvet den må i gerne skrive hvad i synes:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Helene

      Hej Dina!

      Jeg har ikke prøvet den og kender faktisk slet ikke produktet :(

      Mvh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vinderen af Wet n' Wild konkurrencen