Undskyld mig Aller, ser jeg billig ud?

26.05.11
Blogs

Blogs

I må undskylde, hvis jeg har lidt svært ved at ramme tasterne. Jeg har stadig lidt svært ved at holde op med at grine, og det har stået på i et døgns tid nu.

Jeg har været journalist i snart 10 år, deraf de sidste to som freelancer, og i sidste uge fik jeg og Pudderdåserne et tilbud fra et af Allers magasiner, som alligevel slår alt, hvad jeg har oplevet i min journalistiske karriere. De tilbød os at lave fire opslag inklusive billeder og tekst, hvilket vil sige i alt 8 siders redaktionelt stof for… 0 kroner. De mente, at vi som blog måtte være glade nok for den ‘ekstra trafik’, det ville give os…

Fast arbejde for en gratis læbestift og biografbilletter
Modemagasinerne er efterhånden blevet berygtede for at tilbyde bloggere, at de kan arbejde for dem mod et par produktprøver og æren ved at komme i bladene. Bazar sendte for eksempel tilbage i 2009 siden en mail ud til en række modebloggere og tilbød dem at blive faste bloggere på bazaronline.dk mod at komme til en række events og få et par gratis produkter og biografbilletter.

Vibeke fra Discountliv og Luksusdrømme spillede ud med et krav på 500 kroner pr indlæg (hvilket stadig efter enhver journalistisk standard er stærkt underbetalt) og blev afvist. Andre var ikke så kloge og står i dag tilbage med følelsen af at være udnyttet. I kan læse hele historien på Vibekes blog her.

Jamen I får jo trafik fra os
Andre bloggere kan fortælle historier om, hvordan alt fra små virksomheder til de store bladhuse tror, at de vil blogge for dem mod at få produkter og link fra virksomhedernes sites. Og igen er de ord, vi hører fra både modemagasiner og virksomheder ”jamen I får jo gratis omtale og trafik fra os”.

Undskyld, hvem er det, der får trafik fra hvem?

Hvis vi nu tager Aller og modebloggerne som eksempel, så har Allers fem mode- og kvindemagasiner Q, Bazar, In, Elle og Feminas hjemmesider tilsammen 2.644.570 sidevisninger hver måned ifølge Allers egne tal. Og så har jeg endda været sød ved Aller, for disse fem magasiner repræsenterer en meget bred målgruppe blandt kvinder.

Bloggers Delight, som er det største danske bloggernetværk, kan præsentere deres annoncører for tilsammen 2.600.000 sidevisninger hver måned fra et målrettet, stærkt og købedygtigt segment af unge kvinder. Tallet er et konservativt estimat efter virksomheden har udvidet antallet af modebloggere den sidste måned.

På online modeområdet ligger den nystartede virksomhed Bloggers Delight, der har eksisteret i cirka et halvt år, altså hals om hals med Allers fem modemagasiner, og tallet vokser måned for måned med voldsom hast for bloggerne.

Hvem har brug for hvis trafik her?

I mit eget tilfælde har min blog over 10.000 absolut unikke læsere hver måned og over 60.000 sidevisninger. Dem tror jeg nok det pågældende magasin med et oplag på under 30.000 kunne være økonomisk interesserede i at få i tale.

Der er noget galt i magasinernes opfattelse af magtforholdene i de danske modemedier, men på et tidspunkt opdager annoncørerne det lille regnestykke, jeg har netop har udført, og så skal de traditionelle medier nok opdage bloggernes magt også. Og så bliver bladhusene nødt til at indse, at de gode bloggere ikke længere er 17-årige skolepiger, der vil arbejde for et par biografbilletter, men at de derimod er professionelle forretningsfolk, værdifuld arbejdskraft og en værdifuld indtægtskilde for magasinerne.

Aller-koncernens administrerende direktør Pål Thore Krosby har ved flere lejligheder advaret mod at satse ensidigt på digitalt indhold, fordi ingen tjener penge på det. Og nej Aller, man tjener ikke penge på indhold af dårlig kvalitet, skrevet af gratister. God journalistik koster penge. Men en helhjertet satsning på digitalt indhold af høj journalistisk og unik kvalitet, det kan man godt tjene penge på. Men der er sjovt nok ikke nogen, der står i kø for at levere det gratis.

Dette indlæg ligger også på FashionForum.dk, men jeg syntes, at I også skulle læse det. Det omtalte Magasin er Q. Det er ingen hemmelighed overfor jer

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
56 kommentarer
Monica

Det er skræmmende, at den danske mediebranchen fortsat har svært ved at forstå, at bloggere ikke – kun – er skribenter, som skriver om løst og fast, når det falder dem ind. Og om det så var sådan, så er det sgu ikke i orden ikke at ville betale for en vare. Spørgsmålet er jo, hvornår Aller vil lade en kunde få et produkt uden betaling? Jeg tror ikke på, at det vil ske.
Man får, hvad man betaler for – også når det gælder medieprodukter.
Tak til Pudderdåserne for at sige nej og dermed kunne se sig selv i øjnene.
Og tak for en god blog 🙂

Pudderdåse Katja

Tak Monica. Jeg havde også lyst til at spørge Aller, om de så ville forære bladet gratis væk den måned?
Tak for din støtte 🙂

Amrit

Super fedt indlæg! Ved fra en ven, der er stylist for en kendt tøjkæde, at når han kommer for at ordne vinduerne i butikken i Stockholm, er det et krav, at han først læser en bestemt modebloggers blog! Bloggere har magt – det er kun den danske traditionelle medieverden, der endnu ikke har opdate det!
PS: Hvad får jeg i øvrigt for at have jer med på min blogroll?! 😉

Pudderdåse Katja

Tak Amrit. Du får en kop kaffe, næste gang du kommer forbi 😀

Anna B

Jeg vil til enhver tid hellere læse jeres blog end et modemagasin. Og nu skal det ikke handle om at kaste med mudder… men alligevel, jeg synes at de fleste modeblade blot videregiver reklametekster uden overhovedet at tilbyde nogen relevant form for oplysning. Og jeres blog er tilmed gratis at læse… Hvad var min pointe… Jo, hvis nu modebladene gerne vil have noget god skønhedsjournalistik, så kan de måske bare bede deres egne medarbejdere om at lave det 🙂
Til alle freelancere, der er blevet bedt om at arbejde gratis, fordi folk ikke helt fostår det arbejde, man laver anbefaler jeg på det varmeste denne blog, som tager tykt pis på den slags. Her er det godt nok en historie om en grafiker (Og en forsvunden kat), men vi er lidt derhenne af…
http://www.27bslash6.com/missy.html
Jeg siger også tak for en rigtig god blog!

Pudderdåse Katja

Hej Anna
Tak for de pæne ord. Uden at jeg heller skal kaste med mudder, så kan jeg godt afsløre, at vi jo får de samme pressemeddelelser, som modemagasinerne. Og det er sjovt nok de samme formuleringer vi kan se bagefter i en stor del af bladene (host copy-paste host).
Og tak for linket. Som freelancejournalist vil jeg lave mig en kop kaffe og læse det med stor fornøjelse.
Kh. Katja

Liselotte

Et lovligt frisk forsøg, der på alle tænkelige måder understreger, at de ikke en gang har gjort sig den ulejlighed at finde ud af, hvem I egentlig er!
Og vil du forsøge at forklare mig, hvorfor mængden af trafik er så vigtig for en blogger, at Aller tror, at de (omend det er patetisk og naturligvis til deres egen fordel) kan logge med øget trafik. Har det egentlig betydning, medmindre man forsøger at tjene et levebrød på en blog?
Det er en tendens, som jeg har set flere og flere steder på mindre blogs, hvor bloggere forsøger at få flere faste læsere, mere trafik, flere kommentarer etc. – til tider virker det næsten lidt desperat.

Pudderdåse Katja

Trafik ER meget vigtig, fordi det er den, der tiltrækker annoncørerne. Så uden tvivl, den er vigtig. For ja, vi blogger lige nu fordi vi synes det er sjovt, men let’s face it, vi bruger hver omkring 30 timer om ugen på det, og hvis ikke vi kan indhente en eller anden form for indtjening på det, så kan vi ikke få det til at hænge sammen. I hvert fald ikke for os Helene og jeg, som blogger på en meget researchtung og tidskrævende måde, som reelt er et fuldtidsarbejde. Det kan vi ikke blive ved med de næste 10 år, hvis ikke på et tidspunkt tjener bare til en del af vores indtægt.
Hvis du blogger ved at bruge en time om dagen på det, er det jo noget helt andet. Men vi vil vel alle gerne have læsere til det, vi skriver? Det er jo en del af det, der gør det sjovt. Der er ikke meget sjov ved at skrive, hvis ingen læser det.
MEN de der underlige desperate “klik her” og “læs her” og KOM NUUU forsøg på at skaffe læsere har fuldstændig misforstået, hvordan man skaffer trafik til sin blog. Det gør man ikke ved engangsforteelser, hvor man har en enkelt konkurrence, der tiltrækker folk, eller for et enkelt link et sted fra (eller omtale en gang fra et vigtigt sted) eller hvad man nu kan have af desperate forsøg.
Reel trafik opnår man ved at have en blog med et reelt, værdifuldt, unikt og læseværdigt indhold og opdatere den jævnligt. Hvis du har det, så skal læserne nok komme stille og roligt. Men det tager tid, og det er hårdt arbejde. Der er ingen hurtige genveje.

Liselotte

Jeg er helt klar over, at jeres er udover hobbyplan, netop fordi I lægger så meget og godt arbejde i den.
Det er de små blogs uden annoncer, hvor det undrer mig. Men der kan jo være en intern konkurrence, som jeg ikke har fattet.
Der er også små og mindre blogs, der trives fint med indlæg af og til, lidt “relativt” faste læsere og en god dialog – og det er jo så efterhånden der, jeg læser mest. Med undtagelse af jeres superblog, naturligvis, for den har det hele – stor opsætning, stort arbejde, men stadig en hyggelig stemning og en god dialog:-)

Pudderdåse Katja

Tak Liselotte, det er pænt sagt 🙂 Det betyder rigtig meget for os 🙂

Manja

Tusind tak for et superinteressant og velskrevet indlæg, Katja! Dejligt lige at få sat magtforholdene på plads – og som blogger er det en meget relevant problemstilling for mig selv også 🙂

Pudderdåse Katja

Selvtak Manja 🙂

Camilla

Fantastisk! 🙂

Maria

Thumbs up for at sige fra – specielt i den forstand at I informerer og fortæller om det sort på hvidt og i tal.
Selve “tilbuddet” lader ikke til at have været så svært at sige nej til.

Pudderdåse Katja

Tak Maria 🙂 Og nej, jeg var sjovt nok ikke voldsomt fristet :-p

Martin

Jeg er sikker på Aller griner af jer hele vejen hen til banken.
Det er stadig dem der tjener pengene, og det vil det nok også være de næste mange år.
Dit opråb er sympatisk, men ikke videre begavet.
Unikke besøgende og sidehenvisninger er ikke alt. Mange andre faktorer spiller ind når mediebureauerne skal råde deres kunder om hvor de skal smide annoncekronerne.
Fierce og fattig på SU har eksempelvis mange besøgende, men der er også mange, der synes Kia er enormt kikset. Alligevel følger folk med fordi det er sjovt netop at se hvor kikset hun er.
I det lys er det langt fra interessant for alle at blive “besudlet” af Kias image…. og så kan hun have nok så mange besøgende…
Jeres læser Anna B giver svaret på, hvorfor Aller tjener penge og sådan nogen som jer ikke for alvor gør det:
“Og jeres blog er tilmed gratis at læse…”

Pudderdåse Katja

Hej Martin
Lad os bare tage Kia som eksempel. For det kan da godt være, hun sviner folk til og kan være kikset. Men hun har også evnen til at få et produkt udsolgt i butikkerne i løbet af ingen tid. Og det har annoncørerne opdaget, tag ikke fejl af det.
Enhver der stadig tror, at online indhold skal være betalingsindhold og at man ikke kan tjene penge på at blogge, kan jo kigge til Sverige, som er et par år foran os. De største blogs derovre er i dag aktieselskaber og har årsindtægter på flere millioner. Ja, Aller vil selvfølgelig fortsætte med at have de største omsætninger, fordi de har den største produktportefølje. Men tag et kig på den anden side af sundet og se hvordan fremtiden kan se ud.
Og at være den med de største indtjeninger er stadig ikke det samme som at man må udnytte folk til gratis arbejdskraft, vel? Eller man må selvfølgelig godt gøre forsøget, men man er godt nok naiv, hvis man tror den går. Det skulle jeg også hilse fra min fagforening at sige 😉
Under alle omstændigheder er argumentet fra Allers side, at de tror, at de kan betale os bloggere med trafik. Og DET er i hvert fald naivt. For de har ikke nødvendigvis noget at byde ind med der.
Kh. Katja

Kathrine

Uh, jeg forstår ikke helt hvorfor Kia lige pludselig skal kaldes kikset. Der må være andre måder at argumentere på, som ikke er potentielt sårende. Artiklen er spændende og relevant, men dette skurrer dog i ørerne.

Pudderdåse Katja

Jeg er helt enig Kathrine, min egen kommentar var retorisk ment, jeg synes skam ikke Kia er kikset på nogen måde, jeg tager hende yderst seriøst og holder meget af hende.

Julie

Bliver simpelthen nød til at kommentere på udtalelsen om Kia!
Jeg er ikke fast læser på hendes blog, men har tjekket den ud et par gange, og jeg synes hun er usædvanligt cool. Hun udstråler langt væk at hun befinder sig rigtig godt med sig selv og sin stil, hvilket lyser forfriskende op i skoven af usikre unge kvinder der alle ligner hinanden til forveksling!
Jeg håber i øvrigt, at det er meget få, der læser blogs alene fordi de synes at bloggeren er kikset ! Det lyder som noget jeg selv kunne have fundet på, den gang jeg var meget ung og meget usikker, og havde brug for den slags for selv at føle mig lidt mindre kikset 😉
Og tak Katja for et meget interessant indlæg!

Liselotte

Det er min anden kommentar, undskyld:-)
Men det satte så mange tanker i gang hos mig i hvert fald, at torsdagens ugeblade stadig står på hylden i det lokale supermarked – der kom ikke nogle med hjem.
Nu mangler jeg bare at overveje, om det kun er Aller koncernens ugeblade, som jeg skal boykotte eller om de andre er lige så slemme, uden at de ligefrem “reklamerer” med deres metoder og syn på prisen for ordentlig journalistik på samme måde som Aller gør det:-).

Pudderdåse Katja

Aller er klart blandt dem med det værste ry blandt journalister. Journalistforbundet er ikke glade for dem. Hvis du søger på Journalisten.dk kan du læse MANGE artikler. Der har fx. verseret en sag i årevis, fordi Aller har opsagt deres overenskomst med forbundet. Det betyder kort fortalt at når du som journalist eller fotograf sælger artikler eller fotos til Aller får de også totalt brugsret og kan gøre hvad de vil og genbruge dit stof i alle andre sammenhænge. Det er fuldstændig uhørt i ophavsrettighedsssammenhænge.
Men Magasin-branchen er en af de mest underbetalte at arbejde for, det er ingen hemmelighed. Dette tager dog alligevel prisen 😀

Kathrine

Haha! Især argumentet om, at det er samme vilkår i USA og Frankrig – for det er også det min fagforening siger jeg skal stille mine krav efter 😉

Pudderdåse Katja

Præcis Kathrine. Det danske arbejdsmarked har jo virkelig forholdene på det amerikanske som forbillede 😉

Liselotte

Tror du, at jeg kan dispensere med mit Euroman (det, hvor der faktisk er artikler i)? Det var nok det blad, som jeg havde tænkt mig at fortsætte med, suk.
For det lyder også temmelig latterligt for en ung studerende at lægge 2-3 gratis dage om ugen, når vedkommende tillige skal studere og have et studiejob for at overleve. Hvornår synes den der skønhedsredaktør, der altid prædiker søvn og sundhed, at det unge menneske skal sove?

Pudderdåse Katja

Det er sådan noget, der gør, at jeg betaler mit høje kontingent hver måned til Journalistforbundet med stor glæde.

Modspil

Åh ja, opslaget med praktikstillingen på YouBlush-bloggen husker jeg godt.. Jeg mener også at huske tilfælde, hvor bloggere er blevet tilbudt luft for at skrive klummer for magasiner. For der var jo ikke råd til rigtig løn, men sikke dog en reklame bloggeren kunne høste til sig selv?! I stedet for at anerkende og respektere at bloggeren rent faktisk skriver hamrende godt, har gode ideer og en trofast læserskare, som magasinet tydeligvis ser en værdi i.
Og nu jeg har fået den harske smag i munden…
Som jobsøgende journalist er det generelt lettere kvalmende at se, hvor mange ulønnede “praktikpladser” der bliver oprettet – især i kommunikationsbranchen. For enten har du “over fem års erfaring – gerne på lederniveau”, eller også kan du få et halvt år i praktik med mulighed for at hente “solid erfaring og spændende kontakter”. Og det ulønnede halve år på fuldtid æder du jo, hvis du altså brænder nok for branchen. Gad vide hvor konceptet “at arbejde sig op med løn” blev af.
Tak, for et spændende og relevant indlæg….og at I smed navnet på bladet, der kom med det “fristende” tilbud.

Pudderdåse Katja

Selvtak. Og det er jo det, jeg er jo selv journalist gennem maaaange år og freelancejournalist gennem et par, og det er da også en principsag for mig det her. Fanden stå i det, om jeg vil arbejde gratis, og ikke bare snyde mig selv, men også tage arbejde fra lønnede kolleger – både journalister og bloggere. Der går rød forbundskvinde i mig i sådan nogle tilfælde her, og det gælder også, når jeg ser de ulønnede praktikstillinger. Jeg har selv i min tid som fastansat kommunikationsmedarbejder haft mange praktikanter, men de har dælme fået løn hver som en!
Jeg deler din harske smag i munden…

Malene

Jeg vil lige tilføje en kommentar. Jeg stemmer absolut for lønnede praktikophold for studerende. 100 %. Og da jeg selv skulle i praktik var det også et krav da jeg simpelthen ikke havde råd til andet, og fordi jeg synes jeg bidrog med noget der var penge værd. Det behøver ikke være meget, bare hvad man ville tjene ved siden af på et studiejob.
Men… Jeg kender mange der var i gratis praktik, og jeg synes det kan gå, hvis man sikrer at det tæller som en del af studie, altså hvis man får merit for det Og måske samtidig følger fag på studiet, og derfor får fri til at følge undervisning. Det hele kan dog gøres op i hvilket ophold der er tale om. Og jeg bliver især fortørnet over bureauer der tager penge for praktikantens arbejde hos kunden, men ikke lønner dem selv. Forstå mig ret. Det ville være bedst hvis alle gav løn, men et lille bureau kan jo bruge mange kræfter og ressourcer på praktikanten, og hvis det betyder at de ikke vil give løn fordi de ikke kan få det til at løbe rundt, så synes jeg det er bedre at de tilbyder en deltids praktikantstilling til en der bruger det som en del af uddannelsen.
Jeg håber I forstår hvad jeg mener. Det er en hård branche da krisen stadig strammer lidt. Og så er mulligheden for praktisk erfaring under studiet nogle gange en nødvendighed, også selvom den er ulønnet.
En anden ting. Kan I måske arbejde på at få sådan en “Send mig opfølgende kommentarer”-knap? Det ville være sejt!

Pudderdåse Katja

Hej Malene
Det er jo sådan set helt enig i. Der er mange eksempler på gode former for ulønnet praktik under studieforløb under ordnede forhold. På mange professionsbachelorer er det jo normen. Læreruddannelsen for eksempel foregår jo i lange perioder som praktikophold uden løn. Og det er helt fint, så længe det er under kontrollerede forhold, hvor man sikrer sig, at det er reel læring der foregår og med tid til skolen imens. Så ja, vi er enige. Det sker også på universiteterne, hvor det foregår på fine måder flere steder.
Jeg ved det godt med den knap. Vi har haft den og så holdt den op med at virke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at få den til at virke igen, og der er sjovt nok ikke nogen programmører, der vil gøre det gratis for mig 😉
Spøg til side, vi får nyt design i løbet af et par måneder, og der er det en del af det.
Kh. Katja

Malene

Ja, og i bund og grund handler det her indlæg jo også om færdiguddannede der ikke får penge for noget værdifuldt arbejde. Og det ville jeg kun gøre hvis det var en NGO eller lignende – et sted der simpelthen ikke har pengene til at lønne, og som stadig har en god sag.
Måske I kan lave en ulønnet praktikantstilling til en webmand der kan fikse det for jer, ja 😉 Jeg ser frem til nyt design – det nuværende er også godt, men spændende med nyt. Og evt. med opfølgningsknap.

Pudderdåse Katja

Nu skal jeg faktisk passe på, for min meget gode ven Carsten, som er programmør, gør en masse vennetjenester for os 😀 Men jeg betaler ham i naturalier og har lovet ham, at Pudderdåsernes første pose penge, vi kommer til at tjene, går til en middag på Noma med ham, og at han nok skal få procenter, når vi en dag tjener penge. 😀

Lisa

Kære ‘Dåser’
Hils endelig Aller og sig, at der blandt jeres faste læsere også er den slags der ikke kunne drømme om at købe deres blade eller slå forbi deres hjemmesider. Og det kan de godt sætte sig ned og tude over, for denne signatur er både købe- og forbrugsstærk, men gider ikke deres kontekstualisering af kvinder hvis altovervejende interesse åbenbart er udseende, slankekure og forholdet til mor/veninde/miiig seeelv osv.
Derfor kan man jo alligevel godt være interesseret i at finde den bedste mascara eller få tips om hvordan mørke rande dækkes bedst. Det kan I. Tusind tak for det!
Fortsat held og lykke med at udvikle Pudderdåserne.dk.

Pudderdåse Katja

Tak LIsa 🙂

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *