Test af solcreme: Embryolisse Lait Solaire og Creme Solaire

04.04.11
Embryolisse Lait Solaire og Embryolisse Creme Solaire

Embryolisse Lait Solaire og Embryolisse Creme Solaire

Det er en overdrivelse at sige, at dette er en anmeldelse af to produkter, for Embryolisse Lait Solaire og Embryolisse Creme Solaire er fuldstændigt samme produkt bare i forskellig indpakning. Det skal nu ikke ligge dem til last, for der er god mening i at lave en til folk, der kan lide spray og folk, der kan lide tuber. Samtidig er Embryolisse Lait Solaire lettere i konsistensen. Men ingredienserne er akkurat de samme, så jeg laver en fælles anmeldelse.

Det gør også, at det igen ikke for alvor giver mening at snakke om en solcreme til ansigtet og en til kroppen. Der er ikke noget i Creme Solaire, som bliver markedsført til ansigtet, der gør den mere egnet til ansigtet. Udover at den kommer i en mindre pakning og koster mere pr. milliliter, men det er jo kun til producentens fordel. Hvis du foretrækker den lettere konsistens af sprayen, så spray den i dine hænder, brug den i ansigtet og nyd, at du sparer penge imens.

Let konsistens uden alkohol
Embryolisse Solaire og Creme Solaire er et fremragende eksempel på, at man kan lave en let solcreme, der tørrer hurtigt ind uden at bruge alkohol, der udtørrer huden. Hører I efter Vichy, L’Oreal og La Roche-Posay? Det synes jeg er så prisværdigt.

Samtidig har Embryolisse styr på deres UVA og UVB beskyttelse og bruger filtre, der sikrer bredsprekret beskyttelse mod solens stråler. Cremerne indeholder også en dejlig kombination af shea-smør, antioxidanter og andre gode ting, som huden har godt af.

Hvis jeg skal beklage mig over noget, må det være indpakningen. Sprayen fordeler ikke cremen ret godt. Det er bare et pust, der lægger en klat på din hud, som du så smører ud. Jeg kunne godt tænke mig en lidt bedre spray. Samtidig er cremen i tuben så tynd, at jeg synes, den ville have egnet sig bedre i en pumpe. Den nærmest flyder ud af tuben selv, så man skal passe på.

Men alt det ændrer ikke ved, at Embryolisses solcremer er fremragende bud på årets solcremer. Jeg synes i det hele taget kun, jeg har prøvet gode solcremer i år. Det er et område, hvor der virkelig sker gode ting.

Og hvis du ikke kender Embryolisse endnu, så er der god grund til det, de laver nogle fine produkter. De er blevet meget hypet i modepressen, men i Frankrig har det været et solidt apotekermærker i mange år.

Hvad synes du om solcreme på spray? Foretrækker du spray eller almindelig creme?

Her kan du købe det
Embryolisse Lait Solaire koster 299 kroner for 125 ml. og Embryolisse Creme Solaire koster 199 for 50 ml. De kommer begge til sommeren 2011 og vil være at finde i Illum, der forhandler Embryolisse. Smartgirl.dk har også et mindre udvalg af Embryolisse produkter.

Produkterne indeholder parfume.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
10 kommentarer
maria

Så ved jeg, hvad jeg skal hamstre, når jeg skal til Paris om to uger 😀
/Maria

Pudderdåse Katja

Det er nemlig stedet at købe det. Det koster en brøkdel af herhjemme! 🙂
Kh. Katja

maria

Ros til jeres nye kommentarfelt!
/Maria

Pudderdåse Katja

Tak 🙂

Anja

Jeg synes primært der er anmeldelser på dyre solcremer 🙁 Det løber skisme op, når der går store håndfulde dagligt i husstanden. Er der slet ikke nogle af de billige på markedet, der udmærker sig til årets solcreme? Og hvad er det mere specifikt man skal holde øje med i indholdsdeklarationen af “Fy-stoffer”?

Pudderdåse Katja

Jeg har ACO på vej som den næste, de må vel gå ind i kategorien billige solcremer? Men faktisk er solcreme noget dyrt skidt, når man er højt oppe i faktortal. Selv ACO koster 149 kroner for 125 ml. Dermas faktor 50 koster fx. kun 75 kroner, men der er også kun 75 ml i, så den er ikke engang billigere. Er der et bestemt mærke, du gerne vil have anmeldt?
Det jeg kigger efter i indholdsdeklarationen er især alkohol, store mængder parfume herunder æteriske olier og så om cremen indeholder ingredienser, der beskytter mod hele spektret af UVA og UVB beskyttelse: Og så selvfølgelig om der er noget særligt problematisk i som for eksempel de gamle konserveringsmidler (altså ikke parabenerne) eller noget i den stil, men det er der stort set aldrig.
Jeg har skrevet mere om UVA og UVB her, og hvilke solcremer du skal undgå her i artiklen fra sidste år: http://www.pudderdaaserne.dk/2010/06/04/solcremer-uden-beskyttelse-en-trussel-mod-din-hud/
Kh. Katja

Julie B.

Jeg ved godt, at dette er et gammelt indlæg, men jeg håber I ser mit spørgsmål alligevel. Jeg har lige fået Embryolisse-solcremen i sprayform, og på ingredienslisten står der to forskellige slags alkohol, nemlig arachidyl alcohol og behenyl alcohol. Er det fordi, de to typer alkohol ikke irriterer huden eller…?
mvh Julie

Pudderdåse Katja

Hej Julie
Der er mange ingredienser i hudpleje hvor navnet hedder noget med alkohol, men endelig ikke må forveksles med “rigtig” alkohol. Dem, du skal kigge efter, er akohol denat. på ingredienslisten. De to, du nævner, er det der hedder fatty alcohols, som er fedtstoffer, og som absolut intet har med sprit at gøre 🙂
Kh. Katja

Linnea

Hej!
Jeg var lige i matas idag og de har lige fået embryolisse og der så jeg tilfældigvis en smart lille solcreme til ansigtet (cremé solarie spf 30) og jeg står og mangler en nemlig, men mit spørgsmål er så at: da min hud er sådan lidt fedtet og tendens til bumser og jeg er lige kommet igennem en masse ansigtsbehandlinger og har fået min hud meget ren og pæn nu og vil ikke bruge noget der gør den uren igen, tror du den ville være egnet til min hud?
Håber du har lidt indblik i det 🙂 mvh

Katja Moikjær

Kære Linnea. Det er svært at forudse, hvilke produkter man reagerer på, men der er ingen særlig grund til at du skulle reagere på Embryolisse.
Og solcreme er bestemt vigtigt for at holde din hud pæn nu.
Kh. Katja

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *