Test af solcreme: Vichy Capital Soleil

03.03.11
Vichy Capital Soleil

Vichy Capital Soleil

Så er det forår! Kan I se det derude? Blå himmel, fuglene kvidrer, solen skinner… eller… nå nej, men kalenderen siger marts, og så er det forår, og mange af jer er begyndt at efterspørge tests af solcreme. Og med god grund, for det kan ikke siges med store nok bogstaver: SOLCREME, SOLCREME, SOLCREME. Vidste I, at Danmark er nummer 4 i verden på listen over lande, når det kommer til hyppighed af modermærkekræft? Kun slået af lande som Australien og New Zealand, der har helt andre solmængder end os. Men det vil vi skrive meget mere om i næste uge.

Vi vil hen over foråret teste en lang række solcremer, og vi starter med de nyheder, Vichy har på programmet i deres solserie Capital Soleil. Inden jeg kommer ind på de enkelte produkter, har jeg to overordnede kommentarer til Capital Soleil-serien.

For det første er det hævet over enhver tvivl, at Vichy har styr på både deres UVA og UVB filtre. Der er tale om en komplet serie af produkter, der beskytter bredspektret og grundigt mod solens stråler. Så du kan være sikker på at være godt beskyttet med Capital Soleil. De bruger primært det filter, der hedder Mexoryl, som er et relativt nyt filter, som L’Oreal-koncernen har udviklet og har patent på. Vichy er jo ejet af L’Oreal.

For det andet så er der begyndt at tegne sig en kedelig tendens til, at Vichy er begyndt at være lidt for glade for denatureret alkohol (=finsprit) i deres produkter. Vi så det sidst i deres nye kropsserie NutriExtra, der desværre er proppet med udtørrende alkohol og nu også i deres solprodukter. Jeg vil sige, at jeg bedre kan leve med i det i solprodukterne, fordi der ikke er nogen tvivl om, at det giver en behagelig geléagtig konsistens, og det får produktet til at tørre hurtigere ind. Men det, at det får produktet til at tørre hurtigere ind, har en bagside. Alkohol udtørrer huden og kan irritere sensitiv hud. (Kilde for eksempel Contact Dermatitis oktober 2007)

Vichy Capital Soleil SPF 25 Crème Visage til sensitiv hud
Som med alle andre Vichys solcremer yder denne ansigtssolcreme suveræn solbeskyttelse mod både UVA og UVB stråling. Den har en meget behagelig konsistens, der er god til tør hud, men alligevel trænger hurtigt ind og efterlader dit ansigt klar til makeup. Igen er jeg bekymret over indholdet af alkohol, som jeg ikke vil anbefale til sensitiv hud, men hvis du er træt af solcreme, der ikke trænger ind, så prøv denne.

Denne bliver solgt som en solcreme specielt til ansigtet. Der er selvfølgelig ikke nogen grund til at købe en solcreme til ansigtet og en anden til kroppen. Der er ikke nogen ingredienser, der egner sig bedre til ansigtet end til kroppen, og typisk er dem til ansigtet i meget mindre flasker til den dobbelte pris.

Vichy Capital Soleil SPF 40 Huile Solaire
Hvis du troede sololie hørte 80’erne til, så tro om igen. Vichy har nemlig lavet en med faktor 40, så vi også i det solbevidste årtusinde kan smøre os ind i olie i solen med god samvittighed. Tilbage i 1996 da jeg var på min ungdoms drukferie på Kos, smurte vi os ind i sololie uden faktor for at blive stegt hurtigere brune (oh gru). Det er selvfølgelig og heldigvis ikke meningen med en sololie med faktor 40, og du skal nok nærmere se den som et sjovt alternativ til en solcreme. Hvis du har meget tør hud, vil du elske den, den har en meget behagelig konsistens og duft. Vichy påstår, at den giver en mere jævn kulør, men da det er cirka 1 grads frost og overskyet her på Nørrebro i dag, må den endelige dom komme til sommer. Jeg glæder mig til at prøve den for alvor i solen i hvert fald.

Vichy Capital Soleil Après Soleil after sun
Og det er så her filmen knækker for mig. For tro mig, jeg er mor til en to-årig, og jeg forstår godt, at der kan være behov for at tilsætte en smule alkohol i en solcreme, så den tørrer hurtigt ind og bliver mindre klistret, når nu den to-årige står stille i mindre end et sekund på stranden efter at have fået solcreme på, før han sprøjter sand ud over både sig selv, sin mor og resten af selskabet plus nabotæppet.

Men når min stakkels hårdtprøvede hud kommer hjem fra stranden, hvor den har fået sol, saltvand, vind og sukker efter fugt, så skal den ikke have en after sun, hvor anden ingrediens er finsprit. Sorry venner, den går ikke. Jeg forstår godt, at den skal være geléagtig og nem at smøre ind, men det er der andre måder end finsprit at gøre det på. Der er ikke meget fugtpleje over en aftersun med denatureret alkohol på andenpladsen på ingredienslisten lige efter vand.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
4 kommentarer
StyleStories

Har I nogen anelse om den store mængde alkohol i solcremer kan fremme hyperpigmentering frem for kun at beskytte? Jeg døjer nemlig meget med det og har besluttet at bruge faktor 50 i ansigtet allerede fra nu, når solen skinner, for at forhindre det så meget som muligt i at komme. Men kommer til at tænke på, at jeg har hørt at alkohol kan fremprovokere hyperpigmentering.
Mette

Pudderdåse Katja

Hej Mette
Det har jeg aldrig hørt om at det skulle kunne. Det kan udtørre huden, det er det, der er problemet med det.
Kh. Katja

Christina

Argh!!!! Har lige købt den After Sun på Apoteket, 3 stk for 2´s pris i den tro den var super! Øv. Må vist se om jeg kan nå at få fat i Avivirs Aloe Vera… Øv med øv på.
Hvad tænker de producenter dog på?!!!!

Pudderdåse Katja

Æv!

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *