Hudlægens råd mod hyperpigmentering

Test: MAC Prep+Prime Skin Brightening Serum

MAC Prep+Prime Skin Brightening Serum

Foto: MAC

En graviditet, flere p-piller end jeg bryder mig om at tænke på og mangel på omtanke i min omgang med solen som ung har gjort sit indhug i mit ansigt. Jeg har små brune pletter hele vejen hen over kinder og næser samt en større mørkere plet under højre øje, som kom i forbindelse med min graviditet med Erik.

Jeg er derfor altid på jagt efter produkter, der kan mindske hyperpigmentering, men endnu har jeg ikke prøvet noget, der for alvor har gjort en forskel. De stoffer, der findes dokumentation for at kunne for alvor minimere pigmentforandringer, er A-vitaminsyre og hydrokinon, og begge dele er på recept. Tilbage er ingredienser, der helt sikkert er gode for huden, men hvor man skal kigge rigtig godt efter for at se en forskel på sine pigmentpletter.

MAC Prep+Prime Skin Brightening Serum har været en fast del af både min og Helenes hudpleje den sidste måned. Og min anmeldelse af den bliver lidt tvetydig, fordi vi har fået forskellige resultater af den.

Der er ingen tvivl om, at MAC har deres dokumentation i orden. Dette er nok så godt et produkt til at modvirke pigmentforandringer med, som man er i stand til at lave i håndkøb. Den primære ingrediens er ascorbyl glycosid, som er en form for C-vitamin, der har gode effekter på huden, og den er i selskab med adskillige andre antioxidanter. Der er belæg for at sige, at C-vitamin kan forbedre hudtonen. Læs eventuelt mere her på CosmeticsCop.com.

Kan jeg mærke forskel på min hud efter en måned med Skin Brightening Serum? Ja.

Kan man se forskellen med mindre man nærstuderer min næse i et spejl? Nej.

Jeg ville som altid vise jer et før- og efterbillede, men det er fuldstændig meningsløst i denne sammenhæng. Der er større forskel på lyset i rummet end på min hudtone på de billeder, jeg har taget. Helene har haft lidt mere held, hun siger, at hendes små pletter på næsen er meget mindre tydelige.

Konsistensen af serummet er lækker og især egnet til normal til fedtet hud, da den ikke efterlader nogen former for fedt på huden. Hvis du har tør hud vil du nok foretrække at supplere med en creme over.

Min anbefaling må være, at hvis du har en ujævn hudtone eller bare vil se, hvad C-vitamin kan gøre for din hud, så giv Prep+Prime Skin Brightening Serum en chance. Hvis du har deciderede pigmentpletter, så læs i stedet, hvad dermatolog Jørgen Esmann har fortalt Pudderdåserne om pigmentforandringer.

Her kan du købe det:
MAC Prep+Prime Skin Brightening Serum kan købes i Magasins stormagasiner, men desværre ikke online. Her burde jeg så fortælle, hvad det koster i Danmark, men jeg har glemt at finde ud af det, så I må vente til i morgen med den oplysning.

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hudlægens råd mod hyperpigmentering