Femten skønne favoritter til under 100 kroner

23.11.10
Carbamid creme
Carbamid creme
Ingen over, ingen under: God gammeldags carbamid creme

Hvem har sagt det skal være dyrt at gøre noget godt for sig selv? Selvom det kan være en fantastisk følelse at smide 320 kroner efter Chanels nyeste blush, så kan mindre sagtens gøre det, hvis man ikke kan eller vil bruge mange penge. Faktisk er mange af de vigtigste produkter i min toilettaske ret billige produkter. Så nu hvor julen nærmer sig, og der er nok at bruge penge på, har Pudderdåserne samlet sine 15 yndlingsprodukter, der hver koster under 100 kroner.

1. Maybelline Superstay 24hr Foundation
Begge Pudderdåser bruger denne foundation, hvilket vel er et adelsmærke i sig selv. Det er uden sammenligning den bedste foundation, jeg har prøvet, fordi den sidder pænt, og så holder den bare. Den klarer både en svedig bustur i 5A eller syv næsepudsninger på en formiddag, uden så meget som at smitte af. Maybelline Superstay 24hr koster 99,95 kroner og kan købes i Matas, stormagasiner og i større supermarkeder.

2. Gosh Velvet Touch Eyeliner
Eyeliner er et produkt, hvor der absolut ingen grund er til at bruge mange penge. Dyre eyelinere er ikke spor bedre end de billige i min erfaring. Gosh laver med deres Velvet Touch Eyeliner de bedste eyelinere, jeg kender. De er cremede og nemme at lægge på, men tørrer hurtigt ind og sidder supergodt fast. De er også vandfaste. Gosh Velvet Touch Eyeliner koster 69,95 og kan købes i Matas, stormagasiner og i større supermarkedet.

3. Carbamidcreme 1o procent
God gammeldags carbamidcreme, som mor smurte os ind i, da vi var små, er og bliver et fantastisk produkt. Det er en utroligt simpel formel, men urinsyre – eller carbamid eller urea som det også hedder – er fantastisk til at blødgøre hård og tør hud. Så hvis du har hård og tør hud på hænder, fødder eller albuer, så er carbamidcreme en god løsning. Og så er det et meget effektivt produkt mod knopper på armene. Kan købes på apoteket eller i Matas for cirka 50 kroner.

4. MAC øjenskygger
Hvad laver MAC i en artikel om billige produkter, spørger du måske dig selv. Men hvis du køber MACs øjenskygger som refill til palette, så koster de kun 90 kroner stykket. Det synes jeg er billigt for en god øjenskygge, det får du ikke meget billigere mange steder. Og i forhold til at give 50 kroner i supermarkedet får du bare så meget mere for pengene. MACs øjenskygger er de bedste. Punktum. En tom palette til at lægge dine øjenskygger i koster 35 kroner for en palette til 4 eller 110 for en palette til 15.  Desværre kan du kun købe MACs refill øjenskygger i Magasin på Kgs. Nytorv, da det er et Pro produkt.

5. Stuhr Hard Mud Wax
Jeg elsker muddervoks som er perfekt til at give struktur til mit fine hår, og Stuhrs billige version slår de dyre med flere længder. Jeg har prøvet mange forskellige, og Stuhrs er klart min favorit. Kan købes i Matas, Føtex m.fl. til 69,95.

6. Maybelline The Colossal Volum’ Express Mascara
Mascara er igen et produkt, hvor der virkeligt ingen grund er til at bruge mange penge. Maybelline og L’Oreal laver nogle af de bedste mascaraer på markedet til ikke ret mange penge. Jeg har valgt at fremhæve The Colossal Volum’ Express, fordi det er min favorit til at gøre mine tynde og korte vipper lange, tykke og dramatiske. Men begge mærker har mange andre rigtigt gode muligheder. Koster 89.95 og kan købes i Matas, stormagasiner og større supermarkeder.

7. Matas Saltvandsspray
Du kan købe en dyr saltvandsspray hos frisøren, men du kan også købe den fra Matas striber, som kan akkurat det samme, selvom den ikke ser så fancy ud. Saltvandsspray er et genialt produkt til at give struktur og fylde til skandinavisk fint hår, og der er ingen grund til at bruge flere penge på det end de 64,95, den koster hos Matas.

8. Decubal Lip & Dry Spots Balm
Denne er snart nævnt mange gange her på Pudderdåserne, men det er også et af vores favoritprodukter. En super lille pomade, der indeholder lanolin, e-vitamin, salicylsyre mm. og som er genialt til at holde tørre og sprukne læber bløde og fugtige. Brug den også på flossede neglebånd og andre steder. Hvis du overvejer Elizabeth Ardens middelmådige Eight Hour Cream, så prøv denne i stedet. Den koster 59,95 kroner på apoteket.

9. Matas Fod- og Hælkur
Nu vender jeg lige tilbage til det med carbamid for en stund, for carbamid er ingrediensEN, hvis du har hård hud på fødderne. Enhver effektiv fodcreme bør indeholder en stor mængde carbamid (urea eller urinsyre kaldes det også). Matas Fod- og Hælkur indeholder cirka 25 % carbamid og er hamrende effektiv til at behandle hård hård hud og revnede hæle. Jeg har altid kæmpet med dybe revner på hælene, men dagligt brug af denne kur holder mine fødder bløde og glatte. Den er ret fedtet, hvilket er godt for mine tørre fødder, men du skal kunne med den meget fedtede konsistens. Koster 64 kroner i Matas.

10. Neutral Shampoo til normalt hår
Dyre shampoo’er som sælges som “dybderensende”, “clarifying”, “til fedtet hår” eller lignende er kendetegnet ved, at de ikke indeholder plejende stoffer. De indeholder ikke andre renseingredienser end almindelig shampoo. Det, der gør dem rensende, er, at de ikke indeholder nogle som helst former for plejende eller fyldegivende ingredienser, der efterlades i håret. Så de er meget simple produkter, men ofte sælges de ret dyrt. Et godt alternativ til det er at gå ned i supermarkedet og købe Neutrals shampoo til normalt hår. Det er også en super basic shampoo uden noget i, men den koster en brøkdel. Koster cirka 30 kroner i supermarkedet.

11. Rimmel Moisture Renew læbestift
Rimmel laver nogle rigtigt gode læbestifter, som sagtens kan måle sig med de dyreste, både når det kommer til holdbarhed og plejende egenskaber. Helene siger, at når hun har haft Rimmels læbestifter på, så føles hendes læber så dejlige bagefter. De er også blødgørende og behagelige, men holder samtidigt længe og er super pigmenterede. Kan købes i Matas for 69,95.

12. E.l.f. Studio Line pensler
Pensler kan man hurtigt købe sig meget fattig i, men hvis pengene er små, er E.l.f. Studio Line et rigtigt godt valg. Tætte, bløde og gode pensler, du kan lægge en flot makeup med. Hold dig dog fra E.l.f.’s billigste almindelige pensler, de er noget skrammel. Men deres Studio Line pensler er en rigtigt god kvalitet.  Med priser fra cirka 30 kroner op opefter er der ingen undskyldning længere for ikke at smide de små fedtede applikatorer ud og købe sig nogle ordentlige pensler.

13. Bodyshampoo fra Derma Eco
Derma Ecos bodyshampoo er blevet min favorit i badet. Den er blød og lækker, og min hud elsker den. Den føles behagelig og indeholder gode fugtgivende ingredienser. Samtidig er den både øko-, allergi- og miljømærket. Du kan købe den til 49 kroner i supermarkedet.

14. Bourjois blushes
Bourjois laver nogle meget fine blushes i neutrale farver med en lille smule klædelig shimmer i. Faktisk er Bourjois og Chanel samme firma, og deres blushes, der laves samme sted, er stort set identiske bortset fra indpakning og pris. Kan købes i Magasin.

15. Rimmel neglelak
Neglelak bliver lavet på stort set samme måde, med stort set de samme ingredienser og på stort set de samme fabrikker, lige gyldigt hvilket mærke der er tale om. De billige neglelakker er fuldt ud lige så gode som de dyreste. Jeg kunne lave en lang liste over gode og billige neglelak, faktisk vil jeg sige, at alle mærker er gode, og at forskellene mellem de enkelte lakker er større end mellem de enkelte mærker. Det handler kun om at vælge den farve, man bedst kan lide. Rimmel laver gode neglelak til 59,95, der kan købes i Matas.

Har du nogle billige favoritter, du kan bidrage med?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
26 kommentarer
Sarah

Helt enig omkring E.l.f.’s børster – jeg har et par stykker, bl.a. Powder Brush, som jeg er rigtigt glad for. Men ja – det skal nok være dem fra deres Studio Line, for de billigere er ikke så meget værd.
Hvis man vil have et godt sæt på én gang, så kan man købe 11 Studio Line-pensler (jeg tror at det er dem alle) til 325 kr 🙂
Det tror jeg at jeg vil gøre engang…
Men, for at tilføje et billigt skønhedsprodukt 🙂
Matas Talkum – altid godt hvis jeg har en dårlig, fedtet hårdag 🙂 44,95 kr.
Holder desuden MEGET længere end en dåse tørshampoo 🙂
http://www.matas.dk/brands/matas+beauty+striber/striber+krop/matas+talkum+100+g.aspx?brandid=741&productid=2417&categoryid=744

Pudderdåse Katja

Sarah, DET er et godt tip. Det skal testes en dag. Tak for det 😀

Kat

Jeg har købt de 11 pensler, Sarah anbefaler – og det er det bedste penselkøb jeg nogensinde har gjort.

Tina

Jeg har desværre ikke særlig gode erfaringer med Saltvandssprayen fra Matas. Jeg synes den lugter dårligt – af bål, og så kommer der meget ud af den, man har det helt som om man står i regnvejr 🙂
Jeg købte den for et godt stykke tid siden, så jeg skal ikke kunne sige om de stadig er sådan…

Pudderdåse Katja

Jep der kommer ganske rigtigt et lille regnvejr, når man sprayer 😀 Det er en meget fin tåge den laver, og jeg kan godt forstå hvis man synes det er lidt irriterende. Men det gør jo ikke nogen forskel for håret.
Jeg kan nu ikke forstå du synes den lugter grimt? Det gør min slet ikke. Men de kan jo have omformuleret den siden du prøvede den? Prøver lige at tage en ordentlig sniffer næste gang jeg bruger den 🙂

Sarah

Glad for at kunne hjælpe 😀
Jeg har selv købt en bøtte talkum for lang tid siden – sidste år, tror jeg faktisk?
Selvfølgelig skal man passe på at man ikke putter for meget i håret, for det er klart at det bleger når det er hvidt, men jeg er lyshåret og derfor er det ikke så tydeligt. Plejer at drysse lidt omkring skilningen og i pandehåret (god idé at gøre FØR man lægger makeup.. I hvert fald øjenmakeup.), og så gnider jeg det ind i håret med fingrene. Det virker for mig 🙂

advo

Hmm, det kan godt være at Maybelline 24h foundationen er god, men den er alligevel svær at bruge når udvalget er 5-6 farver.
Jeg har desværre dårlig erfaring med Gosh eyelineren. Mod jeg bruger den forkert? Den smelter nemlig på mig når jeg bruger den til at tightline. Er ikke særlig god til at lægge eyeliner, men tightliner ofte da jeg har korte og få øjenvipper.

Pudderdåse Helene

Hej Advo
Du har ret, udvalget af farver af Maybelline 24h kunne være bedre. Jeg bruger nr. 30 den er stadig ret mørk, selvom den er lys i forhold til de andre.
Om du bruger Gosh forkert, kan jeg ikke udtale mig om. Du må fortælle hvordan du gør 🙂
Hvilken eyeliner virker for dig?

advo

Hej Helene,
Jeg bruger som regel eyeliner til at tightline – altså imellem/lige under øjenvipperne. Tror også det bliver kaldt den våde linie? Det sidder fint for et par timer, men smelter af efterhånden på arealet under øjet – og jeg bruger kun eyelineren på den øverste linie.
Har købt en MAC fluidline som jeg skal til at prøve. Min søster har også lige købt Urban Decays Naked Palette som indeholder deres 24/7 Glide On Eye Pencil og den er faktisk ret fantastisk. Jeg har prøvet to forskellige fra ELF, og udover lidt forskelligt fra L’Oreal og Max Factor men der var ikke noget som jeg var tilfreds med. Det er derfor jeg tror at jeg måske bruger eyeliner forkert.

Pudderdåse Katja

Blander mig lige også 😀
Advo, hvis du tale om den våde kant under øjet, så tror jeg et par timer er MEGET længe holdbarhed. Hvis jeg lægger noget i den våde kant, så er det væk i løbet af et par timer og begynder at fade ret hurtigt. Det er enormt irriterende, og jeg tror jeg skal skrive lidt om de forskellige muligheder og teste nogle produkter til det. Men jeg vil sige et par timer er nok hvad man kan forvente til det. Og det synes jeg faktisk er godt.
Fluidlines er rigtigt gode. De er virkeligt holdbare som ikke andet jeg kender. Du kan også bruge dem i den våde kant.
24/7 har jeg også prøvet og jeg ved godt alle elsker dem, men jeg synes personligt ikke de holder på mig. Men kan være jeg skal teste dem lidt igen 🙂

advo

Hej Katja,
Bland dig endelig :D!
Ahh okay. Jeg er utrolig doven, så jeg kan kun holde ud at lægge makeup på én gang om dagen, hehe. Det skal helst holde hele dagen.
Jeg tror der er noget om det mht. hvilke øjen-produkter er bedst beregnet til hvad – det er bare lidt at en junglen. Jeg ville i hvert fald blive meget glad for en guide.
Jeg må i gang med fluidline – tøver lidt fordi jeg ikke er helt god til det med penslen, men, men, men, øvelse gør mester.
Jeg er glad for 24/7 – so far er den, det bedste jeg har prøvet. Den har holdt super godt på mig.
Er der egentlig andre langtidsholdbare foundation I kan anbefale? Helst med lidt større farve-udvalg, for det har været svært for mig at finde en perfekt farve-match.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *