De 10 uundværlige: M.A.C øjenskygger

09.06.10

Egentlig havde jeg regnet med at det ville være let at skrive om mine 10 uundværlige øjenskygger og at det stort set ville være en af hver farve, men sådan ser virkeligheden åbenbart ikke ud.
Der skete nemlig noget meget underligt, da jeg ville skrive denne artikel. Pludselig stod der ti ret neutrale farver på listen over mine uundværlige skygger. Blandt andet seks brune øjenskygger…
Ikke at der er noget som helst galt med brune øjenskygger, det afspejler bare ikke min daglige makeup særlig godt. Efter hurtig gennemlæsning af listen indså jeg, at det kunne gøres bedre. Anden gang forsvandt et par af de brune øjenskygger, men de var blot erstattet af nogle blå og en enkelt grøn, hmm!

Årsagen til mit forvrængede virkelighedsbillede blev med ét klar for mig. Sagen er, at jeg ikke har haft så meget som mascara på i over 5 dage.
Hvordan kan en ægte Pudderdåse gå uden makeup i 5 dage, spørger du. Grunden er den, at nattevagter og øjenmakeup sjældent er en god cocktail. Man ser bare ikke særlig godt ud, når man har gnedet i øjnene og eyeliner, mascara og øjenskygge derfor sidder i en uskøn blanding på kinderne.

Skyggerne taler for sig selv

Jeg var nødt til at hente samtlige paletter og se hvilke farver jeg har brugt mest. Så på denne liste må øjenskyggerne tale for sig selv. Det var let at se mønsteret i udvalget, da jeg fik åbnet paletterne. Disse ti farver er dem jeg altid griber efter, når jeg er uinspireret eller har virkelig travlt. Det hører til sjældenhederne at jeg kun anvender en øjenskygge i et look, men blandt disse er nogle af dem som får chancen for at stå på egne ben. Jeg har set bort fra 3 farver, som bliver brugt stort set dagligt til henholdsvis bryn (Omega) og som highlightere (Shroom og Dazzlelight). Efter navnet på øjenskyggen står konsistensen i parentes, læs mere om de forskellige konsistenser her.

Vex (Frost): M.A.C skriver at den er lysegrøn, men jeg synes mere den er lysegrå.  Den har lys pink perlemor og er meget anvendelig, netop fordi den ikke helt er til at placere farvemæssigt. Jeg har brugt mindst 3 Vex op og kigger nu igen på metallet i æsken.

Blanc Type (Matte²): Er en meget lys beige farve. Jeg bruger den som highlight under brynet, de dage der er meget glimmer på øjenlåget og som neutral base på hele låget for eksempel til et klassisk divalook.

Smut (Velvet): Meget mørk brun med rødbrun perlemor. Perfekt til et mørkt smokey eye og til at give dybde i yderste øjenkrog og globelinie.

Plum Dressing (Veluxe Pearl):  Blommefarvet med masser af pink perlemor. Igen en meget anvendelig nuance, den kan blandes med rigtig mange farver med stort held og selvfølgelig også bruges alene.

Electric Eel (Satin): En klar blå farve med et ganske let strejf af perlemor. Det er sjældent at den bliver brugt på hele låget, da det virkelig er en kraftig farve. Jeg bruger den ofte som blikfang eller til at peppe et meget stille og neutralt look op. Den kan sagtens tåle at blive tonet lidt ned.

Contrast (Velvet): Er en dyb og mørk blålilla farve med blåt perlemor. Den kan næsten blandes med hvad som helst og igen er det en af de farver, som er rigtig flotte til et smokey eye.

Motif (Frost): Lys gylden fersken med pink perlemor. Jeg har en forkærlighed for øjenskygger, som changerer i en anden farve end grundfarven. Dette er en af dem, den kan transformere selv den kedeligste farve og give den et rigtig lækkert skær.

Free to Be (Matte): Denne koral skygge er så fin og frisk i farven. Den tilføjer let lidt ekstra til et neutralt look, men kan også sagtens bruges når der virkelig skal være fest.

Lucky Green (Veluxe Pearl): En lidt mørk lime med masser af gylden perlemor. Generelt for mange af disse farver er at de er rigtig gode til at peppe neutrale eller meget mørke looks op. Lucky Green er også ideel til et lysere smokey eye med for eksempel pink læber.

Copperplate (Matte²): Mellem grå med et brunt skær. Den er perfekt til at skabe dybde i yderste øjenkrog og i globelinien. Og kan også bruges når de vilde farve har fået for meget spilletid.

Øjenskyggerne koster 130 kr. stykket og kan købes  hos M.A.C i Magasin (b.la. Århus, Odense, Rødovre, Lyngby og på Kgs. Nytorv (som er det eneste sted i Danmark, hvor de også kan købes som refill til 90 kr.) ).

Køb MAC i Magasins webshop her.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
6 kommentarer
Jeanette

Fed liste! Jeg er nu på min 2. Vex på under et år – jeg bruger den faktisk hver dag, også mine mere “au naturelle”-dage, med kun Vex og mascara.
Men jeg skal da vist snart supplere med lidt sommerfarver 😉

Pudderdåse Helene

Hej Jeanette!
Det er det jeg elsker ved Vex <3. Den kan både bruges til de helt stille looks, men også når man fyrer helt op for øjnene.
Hvilke sommerfarver skal du have?

Maria

Hvad er prisen på MAC øjenskygger her i Danmark? Har nemlig ikke nogen Magasin i nærheden, så jeg lige kan slå en smuttur derned og se det dér.

Pudderdåse Helene

Hej Maria!
Som skrevet ovenfor koster de 130 kr. stykket (90 kr. som refill).

Michelle

Hejsa, ved i om man kan købe refills i lufthavnen?

Pudderdåse Katja

Hej Michelle. Det kan man desværre ikke 🙁 Kh. Katja

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *